Skip til primært indhold

Penge til fødende skal ikke tages fra andre

Region Syddanmark vil gerne styrke fødeområdet med penge fra finansloven for 2015, men kun hvis der også følger penge med i 2016 og frem. Ellers skal politikerne finde pengene andre steder i regionen – og det er ikke en mulighed.

Politikerne i Region Syddanmark vil ikke uden videre tage imod 7,5 millioner kroner, som ellers er udlovet i sidste års finanslov. Pengene skulle gå til mere personale på fødeafdelingerne og dermed styrke fødeområdet.

De 7,5 millioner dækker nemlig kun udgifterne for 2015. Det nuværende Sundheds- og Ældreministerium vil ikke love, at der også er penge til 2016 og frem, som det ellers var beskrevet i finanslovsaftalen.

Pengene skal ikke bare tages fra et andet område

Region Syddanmark skal med andre ord selv finde pengene til at aflønne personalet – og det en tid, hvor regionen i forvejen skal spare 200 millioner kroner.

- Vi står i en absurd situation, hvor vi vil kunne få pengene udbetalt til de resterende måneder af 2015. Det vil sige, at vi ville skulle igangsætte en længere ansættelsesproces blot for at skulle opsige de nye medarbejdere med det samme, fordi der ikke er økonomi til at aflønne dem fra 2016 og frem, forklarer Poul-Erik Svendsen (S), der er sundhedsformand i Region Syddanmark.

Formanden slår fast, at regionsrådet ikke er villige til at finde penge ved at tage fra andre områder.

Vi vil gerne styrke fødeområdet

Et flertal i regionsrådet stemte derfor for at sende et svar til Sundheds- og Ældreministeriet, der takker ja til pengene forudsat, at der også vil være penge til området i 2016 og frem.

- Jeg vil gerne slå fast, at vi gerne vil have penge til at styrke sundhedsområdet, men vi bliver nødt til at sikre, at initiativerne, vi sætter i gang, er finansierede. Derfor har vi betinget vores ja, siger Poul-Erik Svendsen.

Enhedslisten undlod at stemme.

Regionerne fik lovning på flere penge til driften på fødeområdet

Fødeområdet fik under den forrige regering lovning på flere penge. Aftalen kom på plads i sidste års finanslov, hvor regionerne skulle styrkes med godt 16 millioner kroner om året.
I juni sendte regionen derfor et brev til det daværende Ministerium for Sundhed og Forebyggelse og ansøgte om penge til at forbedre fødeområdet.

Region Syddanmark får måske ikke pengene efter 2015

Hele processen blev dog midlertidigt sat på stand by, da der blev udskrevet valg. Efter valget tog regionen kontakt til den nye regerings Sundheds- og Ældreministerium.

Ministeriet bekræftede, at regionen ville få penge til driften i 2015, men ministeriet ville ikke bekræfte, om der ville komme penge for 2016 og frem. Og det er en af årsagerne til, at regionen nu kun vil give et betinget ja.

Yderligere information:

Udvalgsformand Poul-Erik Svendsen (S), Sundhedsudvalget, Region Syddanmark,
Sundhedsdirektør Jens Elkjær, Region Syddanmark, telefon 2946 7125

Kontaktperson

APPFWU01V