Skip til primært indhold

Tour de France på vej til Region Syddanmark

Regionsrådet i Region Syddanmark har afsat 5 mio. kr. til et dansk værtsskab af Tour de France i 2018.

Når Tour de France skydes i gang i 2018, skal de tre første etaper køres i Danmark med Odense, Vejle og Sønderborg som enten start- eller målbyer.

Det er ambitionen hos staten og en række regioner og kommuner, der er gået sammen om at tiltrække værtsskabet for Tour de France til Danmark. Der arbejdes på, at prologen skal køres i Københavns gader, og at de to efterfølgende etaper bliver Roskilde – Odense og Vejle – Sønderborg. Regionsrådet har på mødet den 23. november afsat 5 mio. kr. til værtsskabet.

Gevinster på kort og lang sigt

Formanden for Udvalget for Regional Udvikling, Bo Libergren (V), er glad for, at regionsrådet har valgt at støtte ansøgningen om at tiltrække Tour de France:

- Starten på Tour de France giver os en unik mulighed for at promovere Region Syddanmark internationalt. Det er vanskeligt at sætte tal på, hvad der kommer ud af det, men tidligere erfaringer med store sportsbegivenheder viser, at det giver mulighed for en økonomisk gevinst i form af indtægter fra tilskuere. Samtidig vil især vores turismeerhverv kunne få gavn af den store eksponering. Derudover vil begivenheden give regionens borgere en særlig mulighed for at opleve Tour de France på allernærmeste hold, siger han.

Lykkes det ikke at tiltrække Tour de France i 2018, vil man forsøge at tiltrække løbet i 2019 eller 2020. Det forventes at blive afklaret i efteråret 2016, hvorvidt det lykkes at tiltrække en af verdens største sportsbegivenheder til Syddanmark.

Regionsrådets midler kan udmøntes, såfremt det lykkes at tiltrække Tour’en til Danmark og en række konditioner er opfyldt, herunder at den øvrige finansiering er faldet på plads, og at der bliver aktiviteter og synlighed i Syddanmark som følge af værtsskabet.

Bred opbakning

Partnerne i projektet er Erhvervs- og Vækstministeriet, Sport Event Denmark, VisitDenmark, Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark samt København, Roskilde, Odense, Vejle og Sønderborg kommuner.

Enhedslisten og SF stemte imod forslaget.

Yderligere oplysninger

Bo Libergren


29 20 18 00
APPFWU01V