Regionsrådet har udpeget privat partner til Danmarks første OPP-sygehus
Region Syddanmark indgår aftale med Team OPP om at opføre og drive det kommende psykiatrisygehus i Vejle. Det har regionsrådet besluttet i dag. Psykiatrisygehuset bliver det første sygehus i Danmark, som bygges i et offentlig-privat partnerskab.
Det kommende psykiatrisygehus i Vejle, som skal opføres ved det nuværende sygehus i Vejle, skal bygges i et offentlig-privat partnerskab som det første OPP-sygehus i Danmark. Det bliver MT Højgaard, der kommer til at bygge sygehuset. SAMPENSION, Pension DANMARK og PKA kommer til at stå for finansieringen og DEAS bliver driftsoperatør på den store opgave. Det afgjorde regionsrådet i dag, da de pegede på selskaberne, der er samlet i konsortiet Team OPP, som den private partner i opførelsen og driften af OPP-sygehuset. Udover Team OPP var også et konsortium med KPC og Industriens Pension med i opløbet om at blive privat partner i projektet.
- At vi bygger sygehuset i Vejle i et offentlig-privat partnerskab gør, at vi forholdsvis hurtigt kan tilbyde vores psykiatriske patienter i trekant-området bedre behandling på et top-moderne sygehus. OPP-modellen betyder, at vi kan have et færdigt sygehus mindst tre år tidligere, end hvis regionen selv skulle have finansieret byggeriet. Regionsrådet har valgt det projekt, der bedst understøtter moderne behandlingsmetoder med stor fokus på fysisk aktivitet og bevægelse og reduktion af tvang. Det er ikke det billigste projekt for regionen, men det er det bedste for patienterne og vores medarbejdere, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).
- Nu bygger vi psykiatrisygehuset i Vejle som et OPP-projekt, og jeg er overbevist om, at vi kan bringe OPP i spil i forbindelse med andre offentlige opgaver. I de kommende år er der i den grad lagt op til, at vi i det offentlige ikke får nok anlægskroner til de opgaver, vi skal løse. Så hvis vi vil realisere nogle af de ønsker, vi som borgere har til nye sygehuse og andre offentlige byggerier, tror jeg, vi skal turde mere offentlig-privat samarbejde. Med OPP-sygehuset i Vejle har vi i Region Syddanmark vist, at det kan lade sig gøre.
Aftalen omfatter også rengøring og madlavning
Hovedtrækkene i OPP-aftalen er som følger: Team OPP har ansvaret for at bygge det sygehus, som Region Syddanmark har aftalt med det – til tiden og inden for det budget, som er aftalt. Når det nye sygehus står færdigt, lejer regionen sig i princippet ind. Der er aftalt en lejeaftale på 25 år. Regionen betaler først leje, når den får overrakt nøglerne til det nye sygehus. Den samlede pris for det hele bliver på godt og vel 900 mio. kr. Den pris omfatter opførelse af sygehuset, husleje, drift og vedligehold af sygehuset i 25 år, samt den såkaldte servicepakke. Servicepakken indebærer, at den private partner kommer til at stå for alle ikke kliniske ydelser på sygehuset, herunder rengøring af sygehuset og mad til patienter og personale, der laves på sygehuset. Sidste del af aftalen er, at Region Syddanmark efter 25 år – altså i år 2042 – køber sygehuset til halvdelen af den oprindelige anlægsudgift.
Fakta om OPP-sygehuset i Vejle
Beslutningen om at bygge nyt og placere sygehuset i Vejle blev taget af et enigt regionsråd 20. december 2007.
Det nye psykiatrisygehus i Vejle bliver bygget ved det nuværende sygehus i Vejle. Det nye sygehus bliver på 17.000 kvm - bygget på en 40.000 kvm grund. Sygehuset bliver bygget på en to meter høj sandpude.
Det nye psykiatriske sygehus får 91 et-sengsstuer fordelt på seks afsnit plus otte senge i en psykiatrisk akutmodtagelse. Derudover får sygehuset et børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium.
Sygehuset bliver arbejdsplads for cirka 250 medarbejdere.
Sygehuset vil markant løfte den behandling, Region Syddanmark tilbyder de psykiatriske patienter.
Det nye psykiatrisygehus forbindes med det nuværende sygehus i Vejle via en cirka 200 meter lang kombineret gang- og tunnelforbindelse.
Region Syddanmark forventer at tage første spadestik til det nye sygehus primo 2015.
Region Syddanmark regner med at flytte ind i det nye sygehus 31. januar 2017.
Fakta om OPP
OPP står for offentligt-privat partnerskab og går typisk ud på, at offentlige og private aktører går sammen om at løfte større offentlige anlægsprojekter.
Yderligere oplysninger
Regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark, mobil 40 32 52 10
Anlægschef i psykiatrien Torben Kyed Larsen, Region Syddanmark, mobil 29 20 10 21