Skip til primært indhold

Flere patienter skal være meget tilfredse

Borgerne i Region Syddanmark skal have en endnu bedre oplevelse, når benytter de syddanske sygehuse. Det slår regionsrådsformand Carl Holst fast på baggrund af den landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser fra 2013, hvor regionen ellers får flotte vurderinger.

Patienter i hele landet har for femte gang svaret på den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP), og patienterne skal i fremtiden have endnu bedre oplevelser på de syddanske sygehuse, hvis det står til regionsrådsformand Carl Holst.

For selvom mere end ni ud af ti borgere, der føder, bliver indlagt eller får ambulant behandling på de regionale sygehuse er positive, skal de være endnu mere tilfredse, end de er i dag. Det er regionens udfordring at sikre, at en større andel af patienterne oplever en virkelig god service.

- Det ligger os meget på sinde, at vi tilbyder patienterne en virkelig god oplevelse, hvor de mener, at de får den behandling, information og omsorg, de har behov for. Det har vi forpligtet os til i den sundhedsplan, der trådte i kraft ved årsskiftet, og derfor forventer vi også at se en forbedring næste år, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Region Syddanmark har på baggrund af en bevidst strategi relativt flere ambulante behandlingsforløb end de andre regioner. Det er derfor specielt blandt de ambulante patienter, at regionen med udgangspunkt i sundhedsplanen vil løfte patienttilfredsheden.

Dygtige medarbejdere

Lægerne, social- og sundhedsassistenterne, sygeplejerskerne og de resterende medarbejdere på sygehusene arbejder hårdt og effektivt, og regionsrådsformanden erkender, at det kan være en udfordring at kombinere effektivitet og et meget højt serviceniveau.

- Vores medarbejdere bliver sat til at producere mere og mere, og det stiller høje krav til dem. Undersøgelsen viser, at de gør et fremragende behandlingsarbejde, som patienterne er meget tilfredse med. Udfordringen er nu at finde et leje, hvor vi fortsat leverer meget sundhed for pengene og samtidig giver patienterne en virkelig god oplevelse, siger Carl Holst.

Det er nu op til sygehusene at få sat fokus på, hvordan patienterne kan blive endnu mere tilfredse.
 
Undersøgelsen i Region Syddanmark er baseret på svar fra 8.464 indlagte patienter og 25.333 ambulante patienter. Derudover har 1.026 fødende kvinder også deltaget i undersøgelsen.

Flot feedback fra fødende

Det er anden gang, at Region Syddanmark spørger de fødende i regionen, hvad de synes om deres forløb, og resultaterne er flotte.

- Vi har konsolideret vores flotte resultat fra sidste år. Det er dejligt at se, at vi ligger godt i forhold til amning og information om amning, da det har været et særligt fokusområde. Patienterne er desuden mere tilfredse med forberedelsen i graviditeten og mere trygge ved at komme hjem efter fødslen end på landsplan, og det viser, at vi tog den rigtige beslutning, da vi indførte fødeplanen i 2011, siger Carl Holst. 

Regionsrådsformanden roser derudover samarbejdet med kommunerne og de praktiserende læger og konstaterer, at de gravide og fødende får et godt samlet tilbud i Region Syddanmark.

Se grafisk oversigt over tilfredsheden blandt ambulante patienter
Se grafisk oversigt over tilfredsheden blandt indlagte patienter
Se grafisk oversigt over tilfredsheden blandt fødende

Yderligere informationer

Regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark, telefon 4032 5210
Sundhedsdirektør Jens Elkjær, Region Syddanmark, telefon 2946 7125

APPFWU01V