Skip til primært indhold

Konstitueret forstander til Kingstrup

Hans Peter Lund bliver fra 1. februar konstitueret forstander for Kingstrup, da forstander Dan Wollbrink tager et års orlov.

Region Syddanmarks sociale tilbud Kingstrup får ny forstander i en kortere periode. 53-årige Hans Peter Lund overtager posten fra Dan Wollbrink, der går på orlov det kommende år.

Hans Peter Lund er uddannet socialpædagog fra Odense Socialpædagogiske Seminarium, og han har tidligere arbejdet med senhjerneskadede. Han arbejder i øjeblikket som socialfaglig konsulent i Socialstaben i Region Syddanmark, og han kender derfor beboergruppen på Kingstrup særdeles godt.

- Hans Peter Lund har alle forudsætninger for at tage over på Kingstrup. Hans praktiske erfaring og hans kendskab til tilbuddet betyder, at han hurtigt vil kunne tilpasse sig og fortsætte det gode arbejde, som Kingstrup allerede er i gang med, siger driftsdirektør Jens Jørn Bøvling.

Fortsæt det gode arbejde!

Den konstituerede forstander har da heller ikke planer om at skulle lave noget om på Kingstrup i løbet af sin et-årige ansættelse.

- Jeg skal ikke lave nogen revolutioner. Jeg skal køre videre med alt det, der fungerer så godt på Kingstrup, og sørge for at Kingstrup fortsat er et navn, der bliver forbundet med dygtigt personale og høj faglighed, siger Hans Peter Lund.

Hans Peter Lund tiltræder stillingen 1. februar 2012.

Fakta

Kingstrup er et bo- og beskæftigelsestilbud på Fyn til personer over 18 år, som har erhvervet en akut hjerneskade som ung eller voksen.

Tilbuddet har 12 døgnpladser, hvor medarbejderne hjælper borgerne med at tackle de mange følger af at være senhjerneskadet.

Yderligere information:

Konstitueret forstander Hans Peter Lund, Kingstrup, mobil 2920 1040
Driftsdirektør for Socialområdet i Region Syddanmark, Jens Jørn Bøvling, mobil 2920 1060

APPFWU02V