Skip til primært indhold

Syddansk klynge har vokseværk

Velfærdsteknologi-klyngen Welfare Tech har på tre år hjulpet så mange virksomheder, at Syddansk Vækstforum har besluttet at støtte med yderligere 15 mio. kr. Pengene skal bruges til at udvikle endnu flere tilbud samt skabe 500 nye arbejdspladser.

Over 200 virksomheder har fået gavn af det arbejde, som for tre år siden blev sat i gang med klyngen Welfare Tech.

Klyngen, der samler velfærdsteknologiske virksomheder i hele Danmark, har været med til at udvikle 56 nye velfærdsteknologiske produkter og skabe otte nye virksomheder. Desuden har 46 eksisterende virksomheder fået øjnene op for det fremadstormende marked og søsat nye aktiviteter inden for velfærdsteknologi.

Ambitioner kan løftes

De gode resultater betyder, at Syddansk Vækstforum nu har valgt at støtte klyngen med yderligere 15 mio. kr., så det gode arbejde kan fortsættes og udvides.

- Vi kan se, at Welfare Tech har klaret sig godt, og virksomhederne virkelig får noget ud af at være med. Sundheds- og velfærdsinnovation er noget af det, vi gør rigtig godt i Syddanmark, og Welfare Tech har været med til at indfri det potentiale. Med de nye projektmidler kan klyngens nationale og internationale ambitioner løftes, siger Carl Holst, der er formand for Syddansk Vækstforum.

Målet med den nye bevilling er at skabe 90 nye eksporterende virksomheder og iværksættere samt 500 nye arbejdspladser i projektperioden.

Næste skridt: Eksport

Welfare Tech vil især styrke indsatsen over for iværksættere, styrke klyngens udbud af sundheds- og velfærdsteknologiske løsninger, hjælpe med at øge virksomhedernes kommercialisering og internationalisering, skabe strategiske partnerskaber og konsortier mellem iværksættere, SMV’er og offentlige aktører, lave sidestepping-aktiviteter og fungere som facilitator for klyngens medlemmer.

- Welfare Tech har et nationalt fokus og samarbejder med aktører fra hele landet. I den sammenhæng er vi meget glade for, at Region Syddanmark bakker op. Vores placering og samarbejde med de øvrige regionale sundheds- og velfærdsinitiativer betyder, at vi kan bringe virksomhederne helt tæt på behovene og efterspørgslen på sygehusene og i kommunerne. Nu bliver det næste skridt at sætte fokus på eksport af løsningerne, siger Henrik Kagenow, der er direktør i Welfare Tech.

I dag tæller klyngen 138 medlemmer, hvoraf 79 er private virksomheder. Med den nye bevilling er det ambitionen at få 400 nationale medlemmer – heraf 250 virksomheder og 25 iværksættervirksomheder fra Syddanmark.

Yderligere oplysninger fås hos:

Formand for Syddansk Vækstforum, Carl Holst, tlf. 4032 5210
Direktør Henrik Kagenow, Welfare Tech, tlf. 2127 0039

APPFWU02V