Skip til primært indhold

Nye værktøjer skal gøre op med flaskehalse

Nye tider kræver nye løsninger. Det kommer fremtidens akutsygehuse også til at mærke, fortæller lægefaglig direktør i Sygehus Sønderjylland Henrik Villadsen.

Personalet skal stå klar døgnet rundt, så patienterne får en hurtig diagnose og behandling. Men den nye tilgang til behandlingen kræver, ifølge Henrik Villadsen, nye måder at gøre tingene på og helt nye tiltag.

Administrerende direktør for Sygehus Lillebælt Niels Nørgaard  Pedersen og lægefaglig direktør i Sygehus Sønderjylland, Henrik  Villadsen fortalte onsdag d. 3. marts om udfordringerne og  mulighederne på de nye fælles akutmodtagelser ved en  konference i Kolding om flaskehalse på operationsafdelingerne. Foto: Jørgen Diswal

Administrerende direktør for Sygehus Lillebælt Niels Nørgaard Pedersen og lægefaglig direktør i Sygehus Sønderjylland, Henrik Villadsen fortalte onsdag d. 3. marts om udfordringerne og mulighederne på de nye fælles akutmodtagelser ved en konference i Kolding om flaskehalse på operationsafdelingerne. Foto: Jørgen Diswal

- Patienterne kommer ind i et standardiseret patientforløb, hvor man ud fra nogle fastsatte procedurer vurderer, hvordan man behandler patienterne bedst. For at kunne lave de vurderinger, så skal vi have speciallægerne i front. Det er en voldsom accelerering i forhold til behandlingstiden for patienterne, og hvis det skal fungere, så skal der være styr på hver eneste sekund. Det kræver nogle tekniske systemer, der kan understøtte det. De kan lægge nogle tidsgrænser ind, så man kan se, hvad der skal ske med den her patient, fortæller Henrik Villadsen.

De standardiserede patientforløb skal sikre en hurtig og effektiv vurdering og behandling af patienterne. Og det bliver sikret ved hjælp af nogle tidsbestemte procedurer.

Planlægningstiden er proppen

Den lægefaglige direktør fortalte onsdag d. 3. marts om udfordringerne og mulighederne i den kommende fælles akutmodtagelse ved en konference i Kolding om flaskehalse på operationsafdelingerne. Henrik Villadsen blev suppleret af den administrerende sygehusdirektør for Sygehus Lillebælt, Niels Nørgaard Pedersen, der påpeger, at planlægningstiden for patienterne er en af de store flaskehalse på fremtidens akutsygehuse. En flaskehals som man i fremtiden kan undgå.

- Den fælles akutmodtagelse kommer til at betyde, at vi hurtigere finder ud af, hvad patienterne fejler, og så kan vi skære ned på planlægningstiden, fortæller Niels Nørgaard Pedersen.

Derfor skal akutsygehusene udstyres med storskærme, der giver en løbende opdatering af patienternes forløb, så diagnosen og behandlingen bliver så hurtig og så smidig som muligt. Dermed kan man ifølge Niels Nørgaard Pedersen undgå propper i den trange flaskehals.

Nærmere målet

Selvom vejen virker lang, så er Region Syddanmark ifølge Henrik Villadsen rigtig langt i bestræbelserne på at få at udarbejde en smidig og hurtig akutmodtagelse.

- De enkelte sygehuse er i fuld gang med at lave implementeringsplanerne og bygger, så sygehusene kan leve op til de nye planer. Det vil tage noget tid at indføre de nye principper, og det er først, når vi har bygget de nye bygninger, at vi vil kunne mærke forbedringerne.

Kolding Sygehus er ifølge Niels Nørgaard Pedersen der, hvor man foreløbig er nået længst med de nye idéer.

APPFWU02V