Skip til primært indhold

Akutbil i Rudkøbing bemandes med paramediciner

Region Syddanmark holder tirsdag 9. februar en officiel indvielse, hvor man fejrer, at akutbilen i Rudkøbing er blevet bemandet med en paramediciner. Indvielsen er et led i Region Syddanmarks plan om bl.a. at sende flere akutbiler og lægebiler på vejene.

Planen blev skudt i gang i september måned sidste år med flere indvielser af ambulanceberedskaber, læge- og akutbiler forskellige steder i regionen. I januar måned fortsatte oprustningen i Grindsted og Rødding, hvor der blev indsat to akutbiler og i Kolding fik man en døgndækket lægebil med direkte tilknytning til sygehuset.

Regionsrådsformand Carl Holst (V) vil være tilstede og markere indvielsen i Rudkøbing. Ligeledes deltager regionsrådsmedlem og formand for udvalget vedrørende den præhospitale indsats, Thyge Nielsen (V).

Regionsdirektør Erik Møberg fra Falck fortæller om akut- og lægebilerne og om samarbejdet med Region Syddanmark.

Indvielsen finder sted: Tirsdag 9. februar kl. 11.00-12.00.

Adressen er Falck-stationen, Reberbanen 41, 5900 Rudkøbing.

Pressen er velkommen.

Fakta

1. september 2009 trådte en ny aftale i kraft mellem Region Syddanmark og Falck. Aftalen betyder, at Falck er operatør på al ambulancekørsel og liggende transport. Falck driver også Region Syddanmarks nye vagtcentral i Odense.

Flere lægebiler, akutbiler og ambulancer, den såkaldte præhospitale indsats, skal sikre bedre behandling på skadesstedet overalt i Region Syddanmark. De første minutter efter en ulykke kan nemlig være afgørende for, hvordan man klarer sig.

En akutbil er bemandet med en såkaldt paramediciner. Det er en specialuddannet redder. En lægebil er bemandet med speciallæger. Ambulancen henter den syge og bringer hurtigt den syge til nærmeste relevante sygehus.

APPFWU02V