Skip til primært indhold

Indvielse af Skadeklinikken i Fredericia

Fra den 1. oktober 2009 er der atter akut hjælp at finde på Sygehuset i Fredericia. Der etableres en ny regional skadeklinik, bemandet med særligt uddannede behandlersygeplejersker. Det fejres fredag den 2. oktober, hvor der holdes en officiel indvielse af skadeklinikken.

Regionsrådsformand Carl Holst (V) holder tale og vil klippe snoren til skadeklinikken. Herefter vil der være tale ved næstformand Poul-Erik Svendsen (S) og adm. sygehusdirektør Niels Nørgaard Pedersen, Sygehus Lillebælt.

Til slut vil der være en orientering om, hvilke behandlingstilbud skadeklinikken og behandlersygeplejerskerne kan tilbyde borgerne.

Den officielle indvielse af skadeklinikken på sygehuset i Fredericia finder sted fredag den 2. oktober kl. 12.00-13.00. Adressen er: Dronningensgade 97, 7000 Fredericia.

Fakta om skadeklinikken

Sygeplejerskerne på skadeklinikken syr og behandler f.eks. sår, flænger, dyrebid og forstuvninger - og tager sig af mindre brud og forbrændinger, øjenskader og fremmedlegemer i hud, næse, øjne og ører. De kan også bestille visse røntgenbilleder ved mistanke om brækkede lemmer. Ved hjælp af digitale røntgenbilleder kan der altid indhentes en lægelig vurdering af, om noget er brækket.

Ved alvorligere skader, komplicerede brud og dybe sår samt ved tandskader, smerter i nakke, skuldre, ryg og hofter og ved brud hos børn under 7 år, er det skadestuen på akutsygehuset i Kolding eller Odense, som kan hjælpe. Det samme gør sig gældende ved medicinske sygdomme, som f.eks. astma, hjerteproblemer, kramper og mavesmerter.
Skadeklinikken i Fredericia er åben alle ugens 7 dage, fra kl. 8-22.
 
Skadeklinikken på sygehuset i Fredericia er organisatorisk tilknyttet Sygehus Lillebælt med ledelse af Ortopædkirurgisk Afdeling på akutsygehuset i Kolding. Det er den sjette af sin slags i Region Syddanmark. De øvrige skadeklinikker er beliggende i Haderslev, Tønder, Grindsted og Middelfart. Herudover er der døgnåben skadestuefunktion i Sønderborg.

Yderligere oplysninger om arrangementet:

Pressekonsulent i Region Syddanmark, Hanne Kopp, mobil 2920 1872, e-mail: hanne.kopp@regionsyddanmark.dk

APPFWU02V