Radikal spidskandidat tog på arbejde
De konservatives spidskandidat Lasse Krull (til venstre) og Kristian Grønbæk Andersen fra Det Radikale Venstre venter spændt aftenens resultater.
Kristian Grønbæk Andersen valgte at indstille sin kampagne for at blive valgt i går. I stedet brugte han valgdagen på sit normale arbejde som sekretariatschef.
- Der opstår en slags vakuum fra valgkampen er slut og frem til resultatet foreligger. Jeg valgte derfor at tage på arbejde som en slags afledningsmanøvre. Så behøvede jeg ikke at spekulere på, hvordan det mon var gået, siger Det Radikale Venstres spidskandidat.
Han forventer, at partiet også vil være repræsenteret i det nye regionsråd, og at det får en rolle at spille i konstitueringsforhandlingerne.
- Man skulle være en dårlig politiker, hvis man ikke hele tiden så syv skridt fremad. Og man skulle være en endnu dårligere politiker, hvis man fortalte, hvad de syv skridt gik ud på, lød det spekulativt fra Kristian Grønbæk Andersen.