Skatteministeren i Kolding
Den første dag som næstformand for venstre tilbragte skatteminister Kristian Jensen (V) i Kolding – på tur for bl.a. at høre, hvordan situationen er i erhvervslivet lige nu. Og denne mandag, den 18. maj 2009, besøgte han sammen med regionsrådsformand Carl Holst bl.a. virksomheden Sondex.
Sondex er en familieejet virksomhed, der har specialiseret sig i udviklingen af pladevarmevekslere, lange plader af stål, som bruges til afkøling og opvarmning af forskellige typer væsker. Virksomhedens styrke er bl.a., at den har mange forskellige kunder og begår sig godt i mange brancher – stort set alle steder, hvor noget skal nedkøles eller opvarmes.
Virksomheden har fabrikker og salgsselskaber i mere end 20 lande, og der er pt. 650 ansatte på verdensplan, heraf ca. 250 i Danmark.
En omstillingsparat virksomhed
De to gæster, skatteministeren og regionsrådsformanden, blev vist rundt i Sondexs produktionshaller og fik en indføring i stålvirksomhedens betingelser og levevilkår:
- Det er spændende at møde en virksomhed, som selv i en svær krisetid viser, at den har overskud til at være omstillingsparat og fleksibel. Samtidig er det godt at møde samarbejdspartnere rundt omkring i regionen og høre, hvad de forventer af os som myndighed og hvad de har af ønsker, sagde regionrådsformand Carl Holst (V).
Konkurrencedygtig og hurtig til at reagere
Sondex har som alle andre også mærket krisen. Omsætningen er faldet, ordrebøgerne er blevet tyndere og virksomheden har måttet skride til afskedigelser af medarbejdere. Alligevel er man fortrøstningsfuld i Sondex:
- Vi er en virksomhed, der har haft mange gode år. Vi er konkurrencedygtige i den forstand, at vi kører et bredt program med mange sortimenter - vores produkter findes i mange forskellige størrelser og typer, modsat mange af vore konkurrenter, som har få prototyper, fortæller direktør og stifter af Sondex, Aage Søndergaard Nielsen, og pointerer:
- og så reagerer vi hurtigt på markedsvilkårene. Vi forsøger hele tiden at forbedre og videreudvikle vore nuværende produkter. Det kan vi gøre, fordi vi ikke er større, end vi er.
Flytteplaner
Virksomheden på Jernet 9 i Kolding har fået vokseværk og det kniber med albuepladsen. Derfor har Sondex planer om at flytte produktion og administration ud til en eksisterende hal et andet sted i byen, hvor tankerne er at bygge seks tilsvarende haller. Grunden er købt, men byggeplanerne er indtil videre stillet i bero, indtil der er kommet lidt mere ro på markedet.
Uddannelse er et nøgleord
En af virksomhedens store udfordringer i fremtiden bliver, ifølge virksomhedsejeren selv, fortsat at kunne rekruttere og videreuddanne kvalificerede medarbejdere. Produktionsvirksomheder bliver der stadig færre og færre af. Også i Region Syddanmark. Samtidig stilles der stadig højere krav til uddannelse, og også Sondex kan mærke den udvikling. Udover faglig viden er bl.a. service, forretningsforståelse, kendskab til jura og yderligere specialisering i højsædet. Det kræver nytænkning indenfor netop uddannelse. I den sammenhæng havde Sondexs ejer, Aage Søndergaard Nielsen, flere ønsker og de to gæster fik et par gode råd med sig hjem.
Mere om Sondex
Sondex i Kolding blev stiftet af Aage Søndergaard Nielsen i 1984. Han var på daværende tidspunkt direktør i en konkurrerende virksomhed, men fik lyst til at prøve kræfter som selvstændig. Virksomheden voksede støt år for år og i dag har Sondex afdelinger flere steder rundt omkring i verdenen.
En af virksomhedens største forcer er netop, ifølge direktør Aage Søndergaard Nielsen selv, ”nærheden til markedet” - at flytte så meget af produktionen ud til der, hvor produkterne forhandles. Der er god økonomi i det, og desuden bevarer virksomheden følingen med det, der efterspørges.
Foruden administration og pressehal på, indtil videre, to adresser i Kolding består Sondex i Danmark også af en montageafdeling i Christiansfeld, godt 13 km fra Kolding.
I 2008 havde Sondex en omsætning på 850 mio. kr.
I oktober i år fejer virksomheden 25 års jubilæum.
Hvorfor Sondex?
Sondex er en sammentrækning af Sondergaard og exchangers (vekslere).
hanne.kopp@regionsyddanmark.dk