Overvældende interesse for konference om Nyt OUH
Der var oprindeligt plads til 100 deltagere, men tilmeldingerne til konferencen om byggeriet af det klimavenlige CO2 –neutrale universitets hospital i Odense, har overgået alle forventninger. 137 er nu tilmeldt tirsdagens konference.
Region Syddanmark har sat et mål for opførelsen af det nye universitetshospital i Odense. Det nye sygehus skal være CO2-neutralt, og så bæredygtigt som muligt. Det nye byggeri skal sætte standarden for fremtidens sygehuse.
For at nå målet, er det nødvendigt med nytænkning, samarbejde og udvikling af nye løsninger og teknologier. Derfor er der tirsdag den 23. juni konference på Hollufgård i Odense.
Aktiv deltagelse og involvering
Konferencen baserer sig på aktiv deltagelse og involvering i oplæg og workshops. Der er brug for alle deltageres ideer, meninger og synspunkter.
Baseret på dagens diskussioner, formuleres konkrete input til hvad kravene i udbudsmaterialet skal omfatte. Desuden er målet, at få beskrevet projekt-idéer i samarbejde mellem de deltagende parter. Projekt-ideer som skal være en erhvervsmæssig drivkraft i udvikling af løsninger og teknologier til det CO2-neutrale universitetshospital.