Alt Om Syddanmark er i luften
Hvad skal du i weekenden? Find ud af det på AOS.dk, guiden der giver dig overblikket over de kultur-, spise- og fritidstilbud der er i Region Syddanmark.
Onsdag den 28. april blev webportalen www.aos.dk lanceret. For første gang er det nu muligt at få en samlet oversigt over alle oplevelser og kulturtilbud i Region Syddanmark.
Portalen er en del af projektet Alt Om Syddanmark, som Region Syddanmarks Kulturpulje har støttet med 3 mio. kr.
Udover den virtuelle guide indeholder AOS også kulturindslag på TV2/Fyn og TV Syd, samt tillæg til de trykte aviser Fyens Stiftstidende, JydskeVestkysten, Vejle Amts Folkeblad og Fyns Amts Avis.
På selve portalen kan man også læse anmeldelser af alt fra mad til film, fra journalisterne på de medier der indgår i samarbejdet om AOS. Du kan desuden selv give din mening til kende, og kommentere på de oplevelsestilbud du har prøvet, så andre brugere også kan læse dine anmeldelser af både restauranter, musikarrangementer og aktuelle biograffilm.
Fakta:
Selve projektet er initieret af Region Syddanmark, og formålet med AOS er, at give borgerne i Region Syddanmark et overblik over de kultur-, spise- og fritidstilbud der er i Region Syddanmark. Samtidig skal synliggørelsen af det brede udvalg af kulturelle tilbud være med til at trække turister, virksomheder og arbejdskraft til hele regionen.