Skip til primært indhold

Peter Fosgrau ny direktør ved Sydvestjysk Sygehus

Region Syddanmark har i dag udpeget Peter Fosgrau som ny direktør ved Sydvestjysk Sygehus.

Peter Fosgrau er 51 år og kommer fra en stilling som områdechef i Børn og Unge i Århus Kommune, men har lang erfaring inden for sundhedsområdet bl.a. fra tidligere ansættelse som administrationschef i Århus Amt dels i driftsområdet Psykiatri og dels på Randers Centralsygehus.

Peter Fosgrau tiltræder stillingen som direktør 1. januar 2009.

Solid økonomisk baggrund

- Jeg glæder mig til samarbejdet med Peter Fosgrau. Det glæder mig, at vi har fået en leder med så lang ledelseserfaring fra sygehusvæsenet, der samtidig har en solid økonomisk baggrund, siger Jens Elkjær, sundhedsdirektør i Region Syddanmark.

- Det er ligeledes en stor styrke, at Peter Fosgrau har et godt kendskab til det kommunale liv, fordi vi på sundhedsområdet har mange samarbejdsflader med netop kommunerne, tilføjer han.

Peter Fosgrau indtræder i sygehusdirektionen sammen med lægefaglig administrerende direktør Bjarne Normark og sygeplejefaglig direktør Birthe Mette Pedersen.

Direktionen arbejder for et sammenhængende, tidssvarende og patientorienteret sundhedsvæsen, der samtidigt er effektivt, kvalitetsbevidst og konkurrencedygtigt.

Peter Fosgrau afløser Erling S. Pedersen, der 31. juli i år forlod stillingen som direktør ved Sydvestjysk Sygehus for at blive social- og sundhedsdirektør i Varde Kommune.

Til gavn for patienter

- Sydvestjysk Sygehus har et godt patientgrundlag, er veldrevet og har en aktiv og udviklingsorienteret profil. Jeg glæder mig til at være med til at videreudvikle sygehuset, så nuværende og fremtidige udfordringer løses til gavn for patienter, medarbejdere og samarbejdspartnere, siger Peter Fosgrau og tilføjer:

- Jeg glæder mig desuden specielt til samarbejdet med de mange dygtige ledere og medarbejdere, der er på sygehuset.

Peter Fosgrau bor i Højbjerg ved Århus. Han er gift med Vibeke Sjøgreen, der er uddannet psykolog og arbejder som udviklingschef i Århus Kommune. Sammen har de fire børn, der alle er flyttet hjemmefra. I sin fritid spiller Peter Fosgrau fodbold, vandrer og ror i kajak.

Der var ni ansøgere til stillingen som direktør ved Sydvestjysk Sygehus.

Fakta om Peter Fosgrau i uddrag:

1983: Cand.scient.pol., Århus Universitet

1999-2000: Kursus i Offentlig Ledelse (KIOL)

2006-2007: Uddannelse i coaching hos Attractor

2006: Områdechef Børn og Unge, Århus Kommune

1993: Administrationschef driftsområde psykiatri, Århus Amt

1992: Administrationschef Randers Sygehus, Århus Amt

1989: Vicekontorchef i Udviklingsprojekt vedr. sygehusene i Århus Amt

1986: Fuldmægtig sygehusforvaltningen, planlægningsafdelingen, Århus Amt

1985: Fuldmægtig fællesforvaltningen, budget- og planlægningsafdelingen, Vejle Amt

1983: Fuldmægtig departementet, Boligministeriet

1983: Fuldmægtig økonomisk sekretariat, Amtsrådsforeningen

  • Sydvestjysk Sygehus har hjemme på tre adresser i Esbjerg, Grindsted og Brørup.
  • Sygehuset behandler patienter inden for næsten alle specialer såvel medicinske som kirurgiske.
  • Sygehuset har omkring 2800 ansatte og et budget på ca. 1,5 mia. kr.
  • Som et led i akutplanen for Region Syddanmark er Sydvestjysk Sygehus udpeget som akutsygehus for det sydvestjyske område med et befolkningsunderlag på ca. 225.000 indbyggere.

Yderligere oplysninger fås hos:

Jens Elkjær, sundhedsdirektør i Region Syddanmark, mobiltlf. 29 46 71 25

Peter Fosgrau, kommende direktør ved Sydvestjysk Sygehus, mobiltlf. 51 57 67 47

APPFWU01V