Nils Lau Frederiksen ny it-direktør i Region Syddanmark
Region Syddanmark har i dag udpeget Nils Lau Frederiksen som ny it-direktør i regionen. Nils Lau Frederiksen er 51 år og kommer fra en stilling som kvalitetschef i IBM Danmark A/S.
Som it-direktør får Nils Lau Frederiksen det overordnede ansvar for Region Syddanmarks it-drift og udvikling, herunder ansvaret for regionens strategi for sundheds-it.
It-funktionen består af to decentrale driftscentre i henholdsvis Esbjerg og Odense, og en samlet stab i Regionshuset i Vejle. Som it-direktør får han det overordnede ansvar for ca. 100 medarbejdere, herunder fem afdelingschefer. Han får desuden sæde i den 10 mand store koncernledelse.
Nils Lau Frederiksen tiltræder stillingen som it-direktør den 15. september 2008.
”Nils Lau Frederiksen har mange års erfaring med it. Han har også vist, at han har et godt blik for, hvordan man skal have fokus på brugeren og at han er engageret omkring det at arbejde med mennesker. Her har vi en it-mand, der kan noget med mennesker”, siger Region Syddanmarks administrerende direktør Kjeld Zacho Jørgensen.
”Regionens brugere er i stadig stigende grad afhængig af it - enten direkte eller gennem det at modtage en service fra regionens ansatte. Det medfører et voksende behov for problemfri drift af vores IT systemer, i takt med at kravet om udvikling også øges. Det er it-afdelingens opgave at være med til at skabe værdi for brugere og ansatte”, siger Nils Lau Frederiksen.
”Kvalitet handler ikke kun om teknik, men også om processer, beslutninger og medarbejderinvolvering. Kvalitet skal bygges ind i de daglige rutiner og være noget vi gør, ikke bare noget vi snakker om”.
Som it-direktør afløser Nils Lau Frederiksen Niels Mortensen, som i juni måned tog fat på jobbet som projektdirektør for byggeriet af det nye universitetshospital i Odense.
Nils Lau Frederiksen bor i Århus. Han er gift med Helle, som er læreruddannet og har været hjemmegående de seneste 10 år. De har seks drenge sammen. Udover familie, hus og bil, bruges fritiden på hundeopdræt af racen chihuahua og fodbold.
Der var 61 ansøgere til stillingen som it-direktør.
Fakta om Nils Lau Frederiksen i uddrag:
Uddannelse
1981: Lærereksamen i matematik, idræt og specialundervisning
Erhverv
2004: Kvalitetschef for IBM Danmark
2000: Kvalitetschef og intern it-chef hos DMdata
1997: Afdelingschef hos LEC SystemCenter
1986-1997: Systemkonsulent og projektleder hos LEC
1982: Lærer ved Skovvangsskolen i Århus
Fakta om Region Syddanmark:
- Region Syddanmark driver 18 sygehuse og 40 social- og socialpsykiatriske institutioner. Regionen har desuden det overordnede ansvar for den regionale udvikling i Region Syddanmark.
- Region Syddanmark har omkring 25.000 medarbejdere og et budget på 20 mia. kr.
Yderligere oplysninger fås hos:
Administrerende direktør i Region Syddanmark, Kjeld Zacho Jørgensen, mobil 29 20 11 00
Ny it-direktør i Region Syddanmark, Nils Lau Frederiksen, mobil 2920 1280 (mobilrummer i Region Syddanmark)