Skip til primært indhold

Region Syddanmark sætter ind mod 47 jordforureninger i 2026

Grundvandet og borgernes sundhed skal beskyttes mod jordforureninger. Derfor vil regionen i år sætte gang i 47 nye videregående undersøgelser og oprensninger af jordforureninger. De nye indsatser fordeler sig på 13 syddanske kommuner og har et samlet budget på ca. 16 mio. kr.

På billedet er to personer iført beskyttelsesdragter, åndedrætsværn og handsker. Billedet er taget i naturen. Person tættest på er ved at håndtere små prøveglas

Regionerne i Danmark kortlægger, undersøger og oprenser forurenet jord, der udgør en risiko for drikkevand og menneskers sundhed i boliger, børneinstitutioner. Hvert år skal regionerne udarbejde en oversigt over kommende undersøgelser og oprensninger. Region Syddanmarks forslag har været i offentlig høring fra 3. december 2025 til 14. januar 2026.

Region Syddanmark har en vigtig opgave i at opspore, kortlægge, undersøge og gennemføre indsatser over for jordforureninger, der kan udgøre en risiko for borgernes sundhed, grundvandet og overfladevand i søer, åer og hav. Derfor udarbejder regionen hvert år en oversigt over det kommende års videregående undersøgelser og oprensninger.

Udvalget for Miljø, Mobilitet og Uddannelse i Region Syddanmark har på mødet 26. februar besluttet, at der i år skal sættes 47 nye videregående forureningsundersøgelser og oprensninger af jordforureninger i gang i Region Syddanmark til en samlet pris på 16 mio. kr.

Poul Erik Jensen (S), der er formand for Udvalget for Miljø, Mobilitet og Uddannelse i Region Syddanmark, siger:

- Vores grundvand er truet af tidligere tiders brug af kemikalier og sprøjtegifte mange steder, og netop beskyttelsen af vores fremtidige drikkevand har den højeste prioritet i Region Syddanmark. Vi har tusindvis af jordforureninger i regionen, men ikke penge til det hele, så vi er nødt til hele tiden at vurdere, hvor vi får mest indsats for pengene. At beskytte borgernes sundhed og vores natur står også højt på listen, når vi vælger, hvilke nye undersøgelser og oprensninger vi sætter i gang.

Nye indsatser i 13 kommuner 

De nye forureningsindsatser kommer til at foregå i Assens, Esbjerg, Faaborg-Midtfyn, Haderslev, Kolding, Middelfart, Odense, Nordfyns, Nyborg, Svendborg, Varde, Vejen og Vejle kommuner. De omfatter:

  • 32 nye videregående undersøgelser
  • otte nye oprensninger
  • en gartneriklynge-undersøgelse på syv forskellige lokaliteter.

Otte nye oprensninger

De planlagte otte oprensninger skal ske på tidligere renserier, gartnerier, mejerier, et autoværksted og et elværk. Formålet med indsatserne er at fjerne risikoen fra forureningen – ikke at fjerne al forurening.

Fortsat fokus på PFAS og overfladevand  

Udover at sætte nye videregående forureningsundersøgelser og oprensninger af jordforureninger i gang fortsætter regionen arbejdet med en lang række aktiviteter, der allerede er fastlagte, fordi de enten er lovbundne, videreførte fra tidligere år, akut igangsatte eller er fastlagt i tidligere handleplaner på jordforureningsområdet.  

Regionen gennemfører fx indsatser på to PFAS-forurenede lokaliteter og starter i 2026 tre videregående undersøgelser af forurening, der kan true overfladevand. Midlerne kommer fra staten, der gennem særlige puljer har tildelt Region Syddanmark 13,4 mio. kr. til undersøgelse og oprensning af PFAS-forureninger fordelt på årene 2025-2027 samt 8,6 mio. kr. til forureninger, der truer overfladevand som søer, åer og hav fordelt på årene 2025-2028.

Indledende og videregående undersøgelser

Regionen gennemfører årligt omkring 200 indledende undersøgelser for at afklare, om der er en forurening på de lokaliteter, hvor der er mistanke om det, og om en evt. forurening kan udgøre en risiko for grundvand, natur eller sundhed.

Viser der sig en risiko, kan regionen igangsætte en videregående undersøgelse med henblik på en samlet risikovurdering og eventuel afværgeforanstaltning/oprensning.

Hvert år udarbejder regionen en lovpligtig oversigt over kommende undersøgelser og oprensninger. Årets forslag har været i offentlig høring fra 3. december 2025 til 14. januar 2026.

Læs mere her: Nye forureningsundersøgelser og oprensninger 2026

APPFWU01V