Forbruget af opioider er faldet markant i Region Syddanmark
Der bliver udskrevet markant færre afhængighedsskabende opioider i Region Syddanmark. Det er lykkedes at nedbringe det samlede forbrug på både sygehusene og hos de praktiserende læger de senere år. En handleplan fra 2023 har styrket indsatsen.
Morfin, tramadol og oxycodon. Opioider er effektive til at dække smerter, der f.eks. opstår akut eller efter en operation. Men de skal bruges med omtanke og i begrænsede mængder, for ellers kan de være meget afhængighedsskabende.
Derfor har Region Syddanmark de senere år arbejdet målrettet med at nedbringe netop forbruget af denne type smertestillende piller. En ny handleplan blev lanceret i forbindelse med budgetaftalen i 2023, og nu viser resultaterne, at udviklingen er gået den rigtige vej.
Antallet af syddanske patienter, der har fået udskrevet opioider på recept, er faldet med ca. 20 procent på to år. I 2023 fik over 71.000 personer udskrevet opioider på recept, mens tallet faldt til 57.000 personer i 2025.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) er begejstret for udviklingen:
- Det er meget positivt at se, at opioidforbruget er reduceret så markant. Vi skal tilbyde patienterne god og sikker smertebehandling, men undgå at de havner i unødige og langvarige forløb, hvor de risikerer bivirkninger og i yderste konsekvens afhængighed og misbrug.
Flere skal have morfin som førstevalg
Et af målene i indsatsen har bl.a. været, at flere skal have morfin som førstevalg ved behov for opioider, mens færre skal have tramadol. I 2021 var der over 33.000 personer, der fik udskrevet tramadol i regionen. I 2024 var tallet faldet til ca. 15.000 personer.
Hos de praktiserende læger er der sket et generelt fald indenfor forbruget af både fentanyl, oxycodon og tramadol. Man fraråder at bruge tramadol, fordi virkningen og bivirkningerne kan være uforudsigelige og kan påvirke, hvordan andre lægemidler virker.
På mange sygehusafdelinger er det lykkedes at nedbringe forbruget af oxycodon markant. Samtidig udgør morfin nu langt størstedelen af opioidforbruget på sygehusene.
Indsatsen har bl.a. handlet om at udbrede information om rationelt forbrug af opioider til de praktiserende læger, dele viden om opstart af opioider på sygehusene og uddele flyers til patienter.
Bo Libergren siger:
- Der er blevet gjort en flot indsats hos de enkelte praktiserende læger og ude på sygehusafdelingerne, og der er blevet skabt en vigtig opmærksomhed på at ændre forbruget for patienternes skyld. Vi har rykket os meget langt, og vi kan se, at kurverne bliver ved med at gå den rigtige vej.
Arbejdet med at holde forbruget af visse typer opioider nede fortsætter nu ude på sygehusene og i almen praksis, og regionen følger udviklingen tæt.
Opioider i Region Syddanmark
- Siden 2020 har regionen fulgt en linje, hvor morfin anbefales som førstevalg til opioidbehandling, mens oxycodon og tramadol bør begrænses. Der kan i visse tilfælde være faglige årsager til at vælge et andet opioid end morfin.
- Regionsrådet godkendte i december 2023 en målrettet indsats for at nedbringe forbruget af opioider på sygehuse og i almen praksis. Den bygger videre på den regionale linje fra 2020.
- Handleplanen omfattede opioider, der blev udskrevet i sundhedsvæsenet, men ikke opioider, der blev handlet illegalt.
- Indsatserne i handleplanen omfattede bl.a.:
- Information via nyhedsbreve til almen praksis om rationel brug af opioider.
- Opdateret beskrivelse af farmakologisk smertebehandling til voksne patienter i sengeafdelinger og ambulatorier.
- Skriftligt materiale:
- ’10 bud om opstart af opioider’ til sygehusene.
- Patientflyer om opioider til udlevering hos apoteker, praktiserende læger og sygehusene.
- Indsatsen ”OpioidOmsorg” blev formelt afsluttet efter regionsrådsmødet d. 27. april 2026.