Skip til primært indhold

Hvem kan give syddanskerne nye natur- og kulturoplevelser?

Regionsrådet har netop besluttet, at en del af de 8,4 mio. kr., der er sat af til kulturaktiviteter i regionen, skal gå til oplevelser inden for kultur og natur. Har man idéer, er fristen for at søge tilskud 15. marts 2023.

Så er det nu, der er mulighed for at søge midler fra regionen, hvis man skulle sidde inde med en idé til et projekt, som kobler kultur og natur i Syddanmark.

Regionsrådet besluttede nemlig på sit seneste møde mandag, at en del af de 8,4 mio. kr., der er afsat til kulturområdet i 2023, skal gå til projekter, som kombinerer kultur og natur.

Kultur med potentiale

Temaet er valgt for at følge op på Kulturtræf 2022, som Region Syddanmark afholdt sammen med de tre kulturregioner Fyn, Trekantområdet og Sønderjylland-Schleswig i september. Kulturtræffet handlede netop om at styrke kulturlivet og kulturtilbuddene inden for kultur og natur. 300 kultur- og naturaktører fra hele Region Syddanmark og Nordtyskland havde her mulighed for at danne nye netværk og udvikle idéer sammen.

Aktuelle dagsordener

Udvalgsformand Michael Nielsen (K), Udvalget for Regional Udvikling, synes, at kombinationen af kultur og natur er spændende og siger:

- Nu følger vi op på kulturtræffet for at realisere nogle af de gode idéer, der blev udviklet. Vi tror, at kulturoplevelser af denne art kan være med til at give både syddanskere og besøgende nogle nye og gode oplevelser. Og vi håber, at der kommer nogle projekter på bordet, som kan være med til at sætte Syddanmark på om ikke verdens-, så Danmarkskortet, og skabe glæde og trivsel.

Projekterne kan for eksempel tage udgangspunkt i aktuelle dagsordener inden for fx klima, trivsel og fællesskaber. Eller benytte sig af helt nyskabende metoder til at formidle kultur- og naturoplevelser.

Ansøgningsfrist og webinar

Der er ansøgningsfrist 15. marts 2023. På et webinar 14. december, som regionen afholder, og som er åbent for alle, er der mere info om betingelserne for at søge midler til kulturprojekter inden for kultur og natur. Her kan man også høre om analysen "Kulturen i Syddanmark: Deltagelse, livskvalitet og sociale relationer".

Find info om webinar og ansøgning.

APPFWU02V