Ambulancebase vest for Vejle sikrer hurtigere udrykninger til Jelling
Regionsrådet besluttede på regionsrådsmødet 26. august at placere en ambulance i et område vest for Vejle By, så borgerne i Jelling og omegn får en kortere responstid, når de ringer 112.
Den nuværende ambulancestation i Sjællandsgade i Vejle midtby har af flere grunde ikke længere den rigtige placering. Blandt andet er der risiko for oversvømmelse i området, som vil gøre det umuligt for ambulancerne at køre. Pladsmæssigt og bygningsmæssigt er stationen heller ikke tidssvarende.
Den nye ambulancestation kommer til at ligge i den sydlige del af Vejle, hvilket samlet set giver en bedre responstid, men som ville betyde en længere responstid til Jelling og omegn. Men ved at etablere en ambulancebase vest for Vejle By tilgodeser man borgerne i Jelling.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) siger:
- Vi har lyttet til borgerne, og med en ambulancebase vest for Vejle sikrer vi nu en bedre beredskabsdækning i Jelling og omegn. Basen er en del af en oprustning, hvor beredskabet i Vejle sidste år blev udvidet fra fire til fem ambulancer. Dermed er borgerne i Vejle og omegn godt dækket ind beredskabsmæssigt.
Døgndækkende ambulance placeres vest for Vejle
Vejle har fem ambulanceberedskaber, hvoraf to er døgndækkende alle ugens syv dage. Den ene døgndækkende ambulance bliver placeret på ambulancebasen vest for Vejle By.
Bente Gertz (S), formand for Præhospitaludvalget, siger:
- Nu har vi i regionsrådet taget første skridt, og opgaven er nu at finde en god placering af ambulancebasen, så den ligger godt for både dækning af Jelling og omegn og Vejle By.
Den nye ambulancebase vest for Vejle By bliver en realitet 1. september 2025 i forbindelse med ny ambulanceaftale.
Ordningen skal evalueres efter et år i forbindelse med responstidsopgørelsen.