Skip til primært indhold

Region Syddanmark sender fem ambulancer til Ukraine

Torsdag 24. marts tidligt om morgenen kører fem ambulancer afsted fra Kolding mod Polen bemandet med 14 medarbejdere fra Ambulance Syd. Ambulancerne bliver leveret til et EU-lager i Polen tæt ved den ukrainske grænse. Derfra overtager EU-medarbejdere ansvaret for, at ambulancerne kommer ind i Ukraine.

24. marts klokken 07.30 sætter 14 medarbejdere fra Ambulance Syd sig bag rattet i fem ambulancer, der skal til Ukraine og hjælpe tilskadekomne i det krigshærgede land. De fem ambulancer er en donation fra Region Syddanmark og er koordineret via Beredskabsstyrelsen på vegne af Sundhedsministeriet.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er glad for, at donationen og hele logistikken omkring de fem ambulancer er blevet sat hurtigt i værk:

- Vi står naturligvis til rådighed, når vi bliver bedt om at hjælpe. Det er en humanitær katastrofe, vi er vidne til i Ukraine, og vi er parate til at gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at understøtte de ukrainske sundhedsmyndigheder, siger Stephanie Lose.

Lodtrækning blandt medarbejderne om at køre til Polen

Driftschef ved Ambulance Syd Allan Mose har koordineret klargørelsen og planlægningen af, hvordan de fem ambulancer kommer frem til Ukraine. Han er stolt og taknemmelig for den store velvillighed og opbakning, som personalet hos Ambulance Syd har udvist:

- Der var 85 medarbejdere, der meldte sig til at køre ambulancerne til Polen, så vi har trukket lod blandt dem og taget de 14, vi har brug for. Det er meget overvældende at opleve, siger Allan Mose.

De 14 medarbejdere står klar klokken 7.30 torsdag morgen til at køre de fem ambulancer til et EU-lager i Polen tæt på den ukrainske grænse. Herfra står EU-medarbejdere for koordineringen af leveringen til Ukraine.

Der er to medarbejdere i hver ambulance, så de kan skiftes til at køre den 12 timer lange tur til Polen. Derudover er der to minibusser med to chauffører i hver, som kører mandskabet hjem igen, når ambulancerne er leveret.

Fakta:

Sundhedsministeriet har bedt alle fem regioner om at donere ambulancer samt medicinsk og medicoteknisk udstyr til Ukraine.

Det er Beredskabsstyrelsen, der står for logistikken på vegne af Sundhedsministeriet.

De fem ambulancer fra Ambulance Syd er blevet klargjort og pakket med alt det udstyr, som ambulancerne normalt kører rundt med i Danmark.

APPFWU01V