Skip til primært indhold

Byggefirma fra Rødekro skal bygge nyt lager ved det nye OUH

Det bliver byggefirmaet Chr. Johannsen A/S fra Rødekro der skal stå for byggeriet af et nyt lager ved det nye OUH. Bygningen skal indeholde væske- og medicinlager og et fryselager til biologiske prøver.

Det nye lager ved det nye OUH

Sådan kommer det nye lager ved det nye OUH til at se ud. Visualisering.

Det nye lager ved det nye Odense Universitetshospital skal indeholde væskelager, et nærlager til akutmedicin, et værksted og et frysehus. I frysehuset skal regionen opbevare de mere end 100.000 kasser med biologiske prøver, som regionen har pligt til at langtidsopbevare. Prøverne bliver blandt andet brugt til forskning og skal opbevares ved minus 80 grader. Det nye lager bliver på mere end 2000 m2. 

Lageret skal opføres i den østlige ende af sygehusets serviceby. Servicebyen indeholder i dag et køkken og en sterilcentral. 

Et enigt regionsråd gav i juni 2025 grønt lys til bygningen af det nye lager. Den samlede udgift til det nye lager er omkring 126 mio. kr.

Opgaven har været i udbud

Opgaven med at bygge det nye lager har nu været i udbud. Tre byggefirmaer bød på opgaven, og Region Syddanmark har gennemgået tilbuddene og vurderet, at tilbuddet fra Chr. Johannsen A/S har det bedste forhold mellem pris og kvalitet. 

Det er første etape af lagerbyggeriet, som Chr. Johansen A/S har vundet. Første etape omfatter opførelsen af hele lagerbygningen og indretningen af lagerrummene til væske og akutmedicin samt et værksted. Denne del af byggeriet skal være på plads før første patient kan rykke ind på det nye OUH. 

Anden etape af byggeriet omfatter indkøb og installation af selve frysedelen i det nye fryselager. 

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) siger: 

- Det nye universitetshospital i Odense bygges sammen med Syddansk Universitet for blandt andet at give forskningen de absolut bedste betingelser. En del af de forskningsprojekter, der skal foregå på det nye OUH, kræver nem adgang til biologiske prøver. De vil fremadrettet blive opbevaret i det nye fryselager. Samtidig bliver der mulighed for at opbevare væsentligt flere prøver, så forskningspotentialet styrkes.

Byggeriet af det nye lager går i gang efter sommerferien. 

APPFWU01V