Skip til primært indhold

Region Syddanmark og Odense Kommune indleder samarbejde om Center for Lighed i Sundhed

Et toårigt samarbejde mellem Region Syddanmark og Odense Kommune skal undersøge mulighederne for et fælles center.

Region Syddanmark og Odense Kommune tager nu et vigtigt fælles skridt mod at styrke indsatsen for lighed i sundhed. Det besluttede regionsrådet på sit møde den 23. februar 2026. Forslaget er også blevet godkendt af Sundheds-, Omsorgs- og Forebyggelsesudvalget i Odense Kommune på udvalgets møde 24. februar 2026.

Med afsæt i de to parters budgetaftaler for 2026 indleder de nu et toårigt udviklingsprojekt, der skal afklare grundlaget for etableringen af Center for Lighed i Sundhed.

Begge parter har afsat midler til en forberedende fase i 2026–2027. Region Syddanmark har afsat en mio. kr. årligt i to år, mens Odense Kommune har afsat to mio. kr. i perioden til at undersøge mulighederne for etablering af et fælles center. I det afdækkende arbejde vil andre relevante aktører også blive inddraget i processen, heriblandt øvrige syddanske kommuner og forskningsmiljøer.

Regionrådsformand Bo Libergren (V) siger:

– Ulighed i sundhed er en af de største udfordringer for vores velfærdssamfund. Vi ved, at sociale og strukturelle forhold har stor betydning for borgernes sundhed, og at vi skal bruge vores ressourcer mere klogt i de kommende år. Med dette udviklingsprojekt tager vi et vigtigt skridt mod at samle kræfterne på tværs og skabe et stærkt, fælles fundament for en mere målrettet og bæredygtig indsats.

Et fælles svar på en fælles udfordring

Ulighed i sundhed viser sig både socialt, geografisk og strukturelt – i sygdomsrisiko, sygdomsforløb, adgang til behandling og mulighederne for at leve et sundt liv. Forskning peger på, at sundhed i høj grad er påvirket af blandt andet uddannelse, indkomst og levevilkår. Lige adgang til sundhedsydelser fører derfor ikke nødvendigvis til lighed i sundhed.

Rådmand for Sundheds-, Omsorgs- og Forebyggelsesforvaltningen i Odense Kommune, Anne Skau Styrishave (RV) ser et øget fokus på lighed i sundhed som en absolut nødvendighed og glæder sig over samarbejdet med Region Syddanmark.

- De seneste år har noget af det allervigtigste for mig været, at vi skal lave et Center for Lighed i Sundhed. Det er derfor fantastisk, at vi nu kan skyde projektet i gang. Lighed i sundhed handler i bund grund om retfærdighed. Menneskers helbred og trivsel, livskvalitet og levetid bør ikke afhænge af deres postnummer, uddannelse eller indkomst. Udviklingsprojektet skal derfor give os det nødvendige afsæt for at træffe de rigtige politiske beslutninger for at sikre mere lighed, siger Anne Skau Styrishave.

Endelig beslutning i 2027

Formålet med det nye samarbejde er at give politikerne i både regionen og Odense et solidt grundlag, de kan tage en beslutning om et kommende center på.  Derfor skal det kommende beslutningsgrundlag indeholde oplæg til, hvordan den fælles tværsektorielle indsats for lighed i sundhed fremover bedst kan organiseres, understøttes og finansieres.  

Et samlet beslutningsgrundlag sendes frem til politikernes beslutning i andet halvår af 2027.

APPFWU02V