Regionen har købt bygning i Bredsten, som skal huse ambulancebase
Regionsrådet godkendte på regionsrådsmødet 27. april købet af den bygning, som skal huse en ny ambulancebase i Bredsten vest for Vejle. Etableringen af basen kommer til at betyde, at borgerne i områderne vest for Vejle får en bedre ambulancedækning end tidligere.
Den ambulancebase, som regionsrådet har besluttet at etablere, kommer til at ligge på Industriparken 14 i Bredsten.
Formålet med den ekstra ambulancebase er at sikre den bedste samlede dækning af området vest for Vejle.
Bygningen, som regionen har købt, har tidligere huset en autolakerer og ligger i samme område i Bredsten, som Vejle Brandvæsen har til huse.
Regionen overtager bygningen 1. august 2026, og man forventer, at der står en funktionsdygtig base klar 1. januar 2027.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) siger:
- Det er rigtig dejligt, at vi nu endelig har fundet en god placering til vores nye beredskab i Bredsten. Med basen i Bredsten vil borgerne vest for Vejle få hurtigere hjælp end tidligere, når de ringer 112.
Døgndækkende ambulance placeres i Bredsten
Vejle har fem ambulanceberedskaber. To kører i dagtimerne alle ugens dage, og den ene af dem kører også om søndagen. De tre andre er såkaldte effektive beredskaber, som betyder, at de kan benyttes hele døgnet. Det er én af disse ambulancer, som bliver placeret på ambulancebasen i Bredsten og skal være med til at understøtte både Vejle og Jelling-området.
Regionen kommer til at eje den nye bygning og udleje bygningen til Falck, som står for ambulancedriften i Trekantområdet. Bygningen vil bestå af opholdsrum, køkken og garage.
Indtil ambulancebasen i Bredsten står klar til brug, vil ambulancen have base på den tidligere Falckstation i Sjællandsgade i Vejle. Lejeaftalen på dette lejemål udløber 15. maj. Derfor flytter ambulancen midlertidigt til lokaler på Boulevarden indtil regionens overtagelse af ejendommen i Bredsten i løbet af efteråret. Her bliver der sørget for, at personalet kan opholde sig i midlertidigt i en pavillon på grunden, indtil ambulancebasen står helt færdig.