Region Syddanmark fejlsøger i it-systemer kl. 20-22
Opkald til lægevagten kan muligvis blive berørt. Hvis det er tilfældet, opfordres borgere til at henvende sig på den nærmeste akutmodtagelse, hvis det ikke kan vente til efter kl. 22.
I nat opstod der en fejl i Regionen Syddanmarks datacenter, hvilket medførte utilgængelighed på en række it-systemer i Region Syddanmark. Fejlen blev håndteret, og driften er derfor genoprettet, og systemerne har siden kørt stabilt.
For at sikre, at der ikke opstår problemer igen, skal regionen fejlsøge i it-systemerne. Det betyder, at der i aften mellem kl. 20 og 22 gennemføres et akut servicevindue for at kunne identificere og rette fejlen og sikre driften.
I dette servicevindue kan lægevagten blive berørt, så man kan risikere ikke at kunne komme igennem, når man ringer til lægevagten. Skulle det ske, opfordrer vi til at søge hen mod den nærmeste akutmodtagelse, hvis det ikke kan vente til efter kl. 22. Her vil der i perioden være ekstra bemanding. Der er akutmodtagelser på Esbjerg Sygehus, Kolding Sygehus, Aabenraa Sygehus og Odense Universitetshospital.