Skip til primært indhold

Børn og unge med syge familiemedlemmer har brug for hjælp

Børn og unge, der har en forælder eller en søskende, som er alvorligt syg, kan have brug for hjælp til at navigere i den svære situation, de står i. Regionens sygehuse har det seneste års tid afprøvet forskellige måder at hjælpe børnene og de unge på. En evaluering viser nu, at sygehusene er på rette vej, og regionsrådet forlænger derfor indsatserne.

Når et menneske rammes af alvorlig sygdom, bliver hverdagen vendt på hovedet, og hele familien kan blive påvirket. Det gælder også for de børn og unge, som er pårørende til en syg forælder, bror eller søster.

25. februar 2024 godkendte regionsrådet 12 forskellige tiltag, som sygehusene ønskede at afprøve for at hjælpe børn og unge som pårørende. Nu viser en evaluering, at familierne oplever, at indsatserne udfylder et behov hos børnene og de unge, men også hos resten af familien. Samtidig oplever medarbejderne, at tiltagene har skabt øget og relevant opmærksomhed på børnene og de unge.

Regionsrådet har derfor 25 august 2025 besluttet at forlænge indsatserne året ud med mulighed for også at fortsætte i første kvartal 2026.

Formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark Mette With Hagensen (S) siger:

- Når en familie rammes af alvorlig sygdom, bliver alt sat på spidsen – og det kan være rigtig svært også at skulle tage hånd om de raske børn og unge midt i det hele. Det er tydeligt, at vi befinder os i et område, hvor der virkelig er brug for hjælp. Derfor giver det rigtig god mening, at vi fortsætter de initiativer, vi har sat i gang, bygger videre på dem, og lader os inspirere af hinanden på tværs af sygehusene.

Børns og unges udvikling og trivsel er på spil

Forskning viser, at forældres sygdom eller død udgør en risiko for barnets udvikling og trivsel både på kort og lang sigt, og at cirka 40 procent får brug for hjælp fra professionelle i kortere eller længere tid. Derfor er det Mette Bossen Linnet (V), formand for Psykiatri- og Socialudvalget, glad for indsatserne fortsætter:

- Tallene taler for sig selv og understøttes af den nationale 10 års-plan for psykiatri, som italesætter vigtigheden af at have en kultur i sundhedsvæsenet, hvor børn og unge som pårørende bliver set og støttet efter behov. De indsatser, vi nu ser udfolde sig på sygehusene, passer som fod i hose med intentionerne i psykiatriplanen. Vi forventer, at en tidlig indsats kan nedbringe risikoen for, at børnene og de unge får brug for mere omfattende hjælp senere i livet.

Samarbejde med kommunerne er vigtigt 

Flere af de nuværende indsatser har også haft fokus på samarbejdet med kommuner i lokalområdet, og det glæder udvalgsformand Pernelle Jensen (V), Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen:

- Det giver rigtig god mening at arbejde med børnene og de unge i sygehusregi, men evalueringen viser, at der også er et stort potentiale i at række ud til kommunerne og til civilsamfundet. For her findes også mange gode og relevante tilbud, som kan gavne børnene og de unge. Jeg ser frem til, at der kommer endnu flere erfaringer med det tværsektorielle samarbejde i den kommende periode, for det vigtigste er, at vores børn og unge pårørende bliver grebet og ikke falder mellem to stole.

Fakta om indsatserne

Der er en stor variation i de indsatser, som sygehusene har prøvet af. På ét sygehus har de etableret støttegrupper for teenagere med kræftramte mødre, på et andet har de videreudviklet en app til syge børn og unge, så den også har et modul til søskende, og på en psykiatrisk afdeling har de taget en kuffert med remedier i brug i familiesamtaler.

For at sikre vidensdelingen og inspiration mellem sygehusene planlægges en konference i efteråret 2025, hvor sygehusene deler deres erfaringer med hinanden.

Allerede i 2023 afsatte regionsrådet 3,5 mio. kr. om året til at hjælpe børn og unge som pårørende. I efteråret 2025 vil regionsrådet i samråd med sygehusene tage stilling til, hvordan midlerne på området skal bruges fremover.

Ifølge Det Nationale Sorgcenter oplever næsten 80.000 børn og unge under 28 år i løbet af et år, at en forælder rammes af en alvorlig fysisk sygdom. Dertil kommer, at 45.000 børn og unge årligt oplever, at en søskende rammes af alvorlig sygdom.

APPFWU02V