Skip til primært indhold

Jørn Lehmann Petersen fortsætter som formand for Miljøudvalget

Ved dagens konstituerende møde pegede medlemmerne af Miljøudvalget i Region Syddanmark på Jørn Lehmann Petersen (S) til en ny periode som formand.

På dagens møde i Miljøudvalget konstituerede de syv medlemmer sig med Jørn Lehmann Petersen (S) som formand og Olfert Krog (DF) som næstformand. Bortset fra formanden er alle andre medlemmer af Miljøudvalget nye ansigter. 

Jørn Lehmann Petersen er dermed klar til sin anden periode i formandsstolen. Udvalget har ganske vist skiftet navn fra Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer til det mere mundrette Miljøudvalget, men indholdet og opgaverne er de samme.

Om de vigtigste opgaver i de kommende fire år siger Jørn Lehmann Petersen:

- Vi er ét af de udvalg, der kommer tættest på borgerne, fordi vi er med til at prioritere, hvor der skal graves efter sten og grus til fx at bygge sygehuse og veje. Jeg lægger derfor stor vægt på kontakten til borgerne. Vi skal ikke sidde bag et skrivebord i Vejle og træffe beslutninger uden at have været ude i virkeligheden hos de borgere, vores beslutninger rammer, siger han og fortsætter:

- Samtidig er vi med til at sikre noget så vigtigt som rent drikkevand i hanerne – ikke bare her og nu, men for fremtidige generationer.

Rutineret formand

Jørn Lehmann Petersen har været medlem af regionsrådet siden valget i 2013, hvor han også overtog formandsskabet i Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer. Han er tidligere mangeårig borgmester i Broager Kommune (1990-2007) frem til sammenlægningen med Sønderborg Kommune.

Den rutinerede socialdemokrat får i de kommende fire år desuden plads i Forretningsudvalget og i Udvalget for det nære sundhedsvæsen.

Miljøudvalget har ansvaret for at sikre de nødvendige råstoffer i en tæt dialog med indvindere og de borgere, der bliver berørt.  

Udvalget skal også vedtage en årlig plan for videregående undersøgelser og oprensninger på jordforureningsområdet.

De syv medlemmer af Miljøudvalget er:

  • Jørn Lehmann (S), formand
  • Olfert Krog (DF), næstformand
  • Preben Friis-Hauge (V)
  • Mads Skau (V)
  • Michael Nielsen (K)
  • Vibeke Syppli Enrum (EL)
  • Bent Olsen (SF)

Yderligere oplysninger

Jørn Lehmann Petersen


40 40 58 33
APPFWU02V