Skip til primært indhold

Region Syddanmark sikrer lægetilbud for Christiansfeld-borgere

Læge Hanne Christensen stopper som praktiserende læge i Christiansfeld 1.9. 2018 på grund af sygdom. Region Syddanmark opretter derfor en midlertidig lægeklinik for de cirka 1.300 patienter tilknyttet Hanne Christensens praksis. Regionen har indgået aftale med Lægerne i Bjert om pasning af patienterne ved den midlertidige lægeklinik indtil årsskiftet. Herefter forventes det, at der opstarter ny praktiserende læge i Christiansfeld.

Region Syddanmark har indgået en aftale med Lægehuset i Bjert ved Kolding om pasning af 1.300 Christiansfeld-borgere, der ellers kunne få langt til læge.

Borgerne har hidtil været tilknyttet praktiserende læge Hanne Christensen, som på grund af sygdom stopper pr. 31. august 2018.

Det har ikke været muligt at finde en nuværende praksis, der har været interesseret i at overtage patienterne og Hanne Christensens praksis. Derfor har regionen oprettet en midlertidig lægeklinik, hvor patienterne kan tilses af Lægehuset i Bjert. Lægehuset i Bjert tilså også patienterne under Hanne Christensens sygdomsperiode.

Det forventes dog, at der ved årsskiftet vil være opstart af en ny praktiserende læge i Christiansfeld.

Lægetilbud i nærområdet er vigtigt

Formanden for Udvalget for det nære sundhedsvæsen i Region Syddanmark, Bo Libergren (V), er godt tilfreds med, at alle patienter fortsat kan komme til læge i lokalområdet, og at der er en permanent løsning i sigte.

- Vi er glade for, at vi har kunnet indgå en aftale med Lægehuset i Bjert, som betyder, at der ikke er nogle af de berørte borgere, der kommer til at køre meget langt for at komme til læge, ligesom det også giver noget kontinuitet.  Patienterne vil fortsat blive passet i Bjert i den midlertidige periode, indtil der begynder en ny læge i Christiansfeld.

De berørte patienter vil få tilsendt nyt sundhedskort og få adgang til lægevalg, og skal ellers, som under Hanne Christensens sygdomsperiode, opsøge lægerne i Bjert ved behov for lægehjælp. Regionen udsender snarest informationsbrev til patienterne i Hanne Christensens praksis.

Yderligere oplysninger

Bo Libergren


29 20 18 00
APPFWU02V