Skip til primært indhold

Forskere forsamles i Fredericia

I morgen mødes hundredvis af forskere fra Syddanmark til Åben Forskerdag i Fredericia. De skal udveksle forskningsresultater og blive klogere på, hvordan patienter og pårørende i højere grad kan inddrages i forskningen – et område, som de danske forskere først så småt har taget hul på.

Det er det seneste nye fra sundhedsforskningen og aktiv brugerinddragelse, der er på dagsordenen, når Region Syddanmark og Syddansk Universitet igen i morgen slår dørene op til Åben Forskerdag, som i år foregår på Hotel Trinity i Fredericia.

Mens formiddagens program er spækket med oplæg om ikke færre end 72 igangværende forskningsprojekter fra Syddansk Universitet og sygehusene i Region Syddanmark, byder eftermiddagen på diskussioner om, hvordan patienter, pårørende og andre brugere i højere grad kan tages med på råd i forskningen.

International inspiration

Her skeler regionen til England, hvor man igennem de seneste ti år har taget patienter og borgere med på råd, når der forskes. Patienterne sidder med ved bordet sammen med forskerne og får indflydelse på blandt andet planlægning og rekruttering af projektdeltagere.

Det betyder, at forskningen får et mere relevant sigte med fokus på brugernes behov og anvendelse, og det er præcis, hvad sundhedsudvalgsformand Poul-Erik Svendsen (S) gerne vil fremme i Syddanmark:

- Sundhedsvæsenet er til for borgerne, og vi arbejder hele tiden på forbedre tilbuddene, så de bliver så optimale som muligt. Ved at kombinere forskningen med patienter og pårørendes egne erfaringer kommer sundhedsvæsenet tættere på borgernes virkelighed og deres behov, og det er selvfølgelig en stor gevinst for alle parter, siger han.  

Region Syddanmark uddeler hvert år 80 mio. kr. til projekter indenfor sundhedsforskning.

På sygehusene i Region Syddanmark afsættes der også flere penge til forskning indenfor sygehusenes driftsrammer. Regionsrådet har besluttet, at de interne forskningsbudgetter på sygehusene skal øges med mindst 10 procent om året.

Yderligere information:

Udvalgsformand Poul-Erik Svendsen (S), Sundhedsudvalget, Region Syddanmark, 

Afdelingschef Mads Christian Haugaard, Sundhedssamarbejde og Kvalitet, Region Syddanmark, telefon 2920 1984

Kontaktperson

APPFWU01V