Skip til primært indhold

Syddanske Dage - to dage med tankevækkende oplevelser i Jylland

Region Syddanmark slår dørene op og inviterer alle til Syddanske Dage i weekenden 28. og 29. september. Her kan syddanskerne komme med ind i verdener, der normalt er lukkede for de fleste.

Spis en middag i blinde. Se, hvordan redderne klipper en fastklemt passager ud af en bil. Kør ræs i en kørestol. Eller hvad med at komme tæt på Danmarks største jordforurening i Kærgård Plantage?

Det bugner med oplevelser til både hjerne og hjerte – til børn, unge og voksne, når Region Syddanmark i den sidste weekend af september inviterer til Syddanske Dage. Her vil regionen åbne dørene til verdener, som de fleste normalt ikke kommer i:

- Region Syddanmarks opgaver spænder vidt og spiller en central rolle i syddanskernes liv. Regionen er populært sagt med fra fødsel til død. Derfor er det vigtigt, at syddanskerne får mulighed for at se nærmere på, hvad regionen arbejder med, og hvad borgerne får for skattekronerne, siger regionrådsformand Carl Holst (V).

Noget for alle

Alt i alt byder Syddanske Dage på cirka 60 arrangementer, der på hver sin måde sætter kød og blod på regionens mangeartede opgaver. Fra oprensning af forurenet jord og erhvervsudvikling til pleje af socialt udsatte borgere og komplicerede kræftforløb.

I Lido Biografen i Vejle kan man således høre Nils Malmros fortælle, hvorfor psykiatriske lidelser indgår i flere af hans film og ikke mindst i den kommende "Sorg og Glæde”. Og tager man til Kolding og Aabenraa kan man tage børnene i hånden og gå på opdagelse med den kreative Kunstmus på kunstmuseerne.

Aktiv optakt til regionsvalget

Aktiviteterne er geografisk spredt over hele regionen og tilrettelagt, så børn og voksne så vidt muligt spiller en aktiv rolle.

Springer man på iværksætter-karavanen, der blandt andet popper op i Esbjerg, Sønderborg og Kolding er der innovation, iværksætteri, leg og læring på programmet.

Syddanske Dage taler med andre ord til både store og små – og for de store er der den sidegevinst, at de også vil få større indsigt i, hvad Region Syddanmark har ansvaret for inden regionsvalget den 19. november 2013.

Se det fulde program på app eller web
Hent app’en ”Syd DK Dage”, hvor du kan se en beskrivelse af alle arrangementer og få en kørselsvejledning. SMS teksten ”hentapp syd” til 1272.

Det er gratis at deltage i næsten alle arrangementer.

Yderligere informationer:

Generelle spørgsmål vedr. Syddanske Dage

Sanne Safarkhanlou, kommunikationsrådgiver,  mobil 2920 1516

APPFWU01V