Psykiatriens sygehusledelse flytter sammen
Mandag 4. august flytter psykiatriens nye sygehusledelse i Region Syddanmark sammen i Middelfart. De øvrige medarbejdere i de nuværende 3 psykiatriadministrationer i Haderslev, Odense og Esbjerg, følger med 1. januar 2009.
Mindre end 3 måneder efter, at regionsrådet besluttede at samle den psykiatriske sygehusledelse i Region Syddanmark med tilhørende administration, rykker de 3 direktører og en mindre stab til Middelfart.
Den nye adresse er MAD House Denmark, Teglgårdsparken i Middelfart, et innovationscenter skabt af Middelfart Sparekasse i en del af det store bygningskompleks fra 1888, som tidligere rummede psykiatrisk hospital.
I innovationscenteret deler sygehusledelsen adresse med en række mindre virksomheder og iværksættere.
Ny administrationsbygning ventes klar om 4 år
Lejemålet i innovationscentret er midlertidigt.
Efter planen skal der bygges en administrationsbygning i forbindelse med etablering af nye fysiske rammer til regionens retspsykiatri, der ligeledes samles i Middelfart. De nye bygninger ventes at stå færdig om 4 år.
Den psykiatriske sygehusledelse i Region Syddanmark består af 3 direktører.
- Administrerende sygehusdirektør Peter Henriksen
- Lægefaglig direktør Anders Meinert Pedersen
- Sygeplejefaglig direktør Ole Ryttov
Sygehusledelsen refererer til regionens psykiatridirektør Agnete Philipsen, der fortsat har kontor i regionshuset sammen med en planlægning- og udviklingsstab.
Behandlingspsykiatrien i Region Syddanmark har godt 2200 medarbejdere fordelt på sygehusenes psykiatriske afdelinger, distriktspsykiatrien m.v.
Samlet flytning af medarbejdere
Sygehusledelsen i Middelfart får i første omgang følgeskab af et mindre projektsekretariat, 4 medarbejdere fra psykiatristaben i regionshuset i Vejle samt HR-chefen og 3 kvalitetschefer fra de nuværende administrationer i Haderslev, Odense og Esbjerg.
De øvrige administrative medarbejdere på de 3 kontorer flytter samlet ved årsskiftet.
- Vi har haft en god dialog med medarbejderne, som foretrækker en samlet flytning af de 3 eksisterende administrationskontorer. Det er formentlig medvirkende til, at 37 ud af 41 medarbejdere har sagt ja til at flytte med til Middelfart fra deres nuværende arbejdspladser i Haderslev, Odense og Esbjerg, siger lægefaglig direktør Anders Meinert Pedersen.
Medarbejdere, som har sagt nej tak til tilbuddet, bliver opsagt pr. 31. december 2008.
Indflytningen i Middelfart vil senere blive markeret med en reception.
Fakta
- Psykiatrien i Region Syddanmark
- Sygehusledelsen og sygehusadministrationen
- Teglgårdsparken 26
5500 Middelfart - Tlf. 7664 6000 – virker fra 7. august. Indtil da henvises til direktør Anders Meinert Pedersens mobilnummer: 2010 1931.
- Flere oplysninger om psykiatrien i Region Syddanmark
Yderligere oplysninger
Lægefaglig direktør Anders Meinert Pedersen. Telefon 201031