Skip til primært indhold

Region Syddanmark arbejder på kuvøseløsning

Præhospitaludvalget har bedt administrationen om at fremlægge et oplæg, der kan løse problemerne omkring kuvøsetransport på Ærø. Oplægget skal præsenteres for udvalgets medlemmer på næste møde i starten af februar.

Hvordan skal for tidligt fødte børn på Ærø fremover transporteres, og er der behov for at ombygge øens ambulance til at kunne medtage kuvøser?

De spørgsmål er administrationen blevet bedt om at give svar på, når Præhospitaludvalget mødes igen 8. februar.

Problematikken omkring transport af for tidligt fødte børn på Ærø opstod i september 2015, da BIOS overtog ambulancekørslen på Fyn og øerne. I de nye standardambulancer kan kuvøsen ikke spændes fast på forskriftsmæssig vis uden et særligt stel.

Thyge Nielsen (V), formand for Præhospitaludvalget i Region Syddanmark, siger i den forbindelse:

- Det er et følsomt emne, når vi har med børn og babyer at gøre. Det kan man også se på alle de artikler og læserbreve, der har været om kuvøsetransport på Ærø. Derfor har udvalget bedt forvaltningen om at arbejde videre på at finde en løsning, som alle parter forhåbentlig kan være tilfredse med.

Ombygning til 200.000 kr.

Der har ikke været brug for kuvøsetransport på Ærø i de seneste fem år, og antallet af hjemmefødsler på øen ligger i intervallet mellem 9 og 16 om året.

- I akutte tilfælde er der mulighed for at rekvirere akuthelikopteren eller en babyambulance fra OUH i Odense, og vi opfordrer alle kvinder med udsigt til risikofødsel, eller som føler sig utrygge, til at føde i Svendborg eller Odense, siger udvalgsformanden.

Udvalget blev på seneste møde oplyst, at der ligger en lægefaglig vurdering fra både OUH, akuthelikopteren og regionens præhospitale chef af, at det er fuldt forsvarligt at køre videre med de nuværende alternativer til transport af for tidligt fødte børn og deres mødre.

Ombygning af ambulancen vil koste omkring 200.000 kr. til anskaffelse af en båre og platform til kuvøsen, så den kan fastgøres og transporteres forsvarligt i Ærø-ambulancen. Der kan også blive tale om indkøb af en anden kuvøse.

- Jeg forventer, at vi kan behandle oplægget på næste udvalgsmøde og beslutte os for, hvilken løsning vi vil indstille til regionsrådet, siger Thyge Nielsen, der påpeger, at der fortsat ikke er truffet nogen beslutning i sagen.

Yderligere oplysninger:

Thyge Nielsen (V), formand for Præhospitaludvalget i Region Syddanmark, M: 20 31 36 24

APPFWU02V