Skip til primært indhold

Støtte til iPad-projekt for svagtseende ældre

Ældre med nedsat syn føler sig i stigende grad koblet af den digitale udvikling. Hjælp til at komme i gang med at bruge iPads kan dog gøre en stor forskel for de ældre. Et syddansk projekt, der skal få de svagtseende ældre i gang med at bruge iPads, bliver nu støttet af TrygFonden med 375.000 kroner.

Mange ældre føler det som et voldsomt pres, når det offentlige melder ud, at de skal finde oplysninger på nettet eller modtage deres post digitalt – det gælder ikke mindst de svagtseende ældre. Men der er hjælp at hente i et nyt projekt fra Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi (CRS), som støttes af TrygFonden.

iPad hjælper med digital kommunikation

De ældre kan let føle sig hægtet af, når det drejer sig om at kommunikere digitalt med det offentlige og følge med i nyhedsmedierne – og dermed også i samtaler med familie og venner.

Derfor gennemførte CRS, der er et center under Region Syddanmark, i 2013 et projekt, der gik ud på at undersøge, om iPads kan hjælpe de svagtseende med at kommunikere digitalt.

71 procent af de svagtseende, der deltog i projektet, tog iPad’en til sig og oplevede en større selvstændighed og glæde i hverdagen. De var ikke længere så afhængige af at få hjælp fra pårørende, og de oplevede også, at det var lettere for dem at holde kontakt med familie og venner.

TrygFonden støtter arbejdet

Med udgangspunkt i de positive resultater, ønsker CRS at udvikle et undervisningskoncept, der kan hjælpe ældre med et synshandicap til at komme med på den digitale vogn. Og det har fået TrygFonden på banen med 375.000 kr. i støtte.

- TrygFonden arbejder for at give alle mulighed for at kunne deltage i samfundslivet. Dette projekt er med til at sikre, at svagtseende ældre bliver mere selvstændige og hjælper dem med at fastholde sociale relationer, siger Lisbeth Oxholm Andersen fra TrygFondens regionale råd.

Christian Schacht-Magnussen, der er driftsdirektør på socialområdet i Region Syddanmark, er begejstret for TrygFondens støtte.

- Ingen skal føle, at de bliver sat uden for samfundet, og at der ikke bliver taget hånd om dem. TrygFondens bidrag betyder meget for udviklingen af den service og rådgivning, vi kan tilbyde borgerne i de fynske kommuner, siger han.

iPad erstatter hjælpemidler

Årsagen til, at iPad’en er et godt alternativ til en computer for de svagtseende ældre, er, at den udover at være nem at have med, brugervenlig og hurtig at koble på internettet også kan erstatte flere af deres daglige hjælpemidler.

Via apps kan den ældre downloade lydbøger i stedet for at låne dem på biblioteket. De kan også få apps med talende ure og farvetestere. Og så er kameraet ikke mindst et vigtigt element. Det kan bruges til at tage fotos af fremviste ting, priser i butikker og meget andet – hvorefter den svagtseende kan kigge nærmere på det i en forstørrelse på skærmen.  

Trygfondens overrækkelse af de 375.000 kr. til projektet finder sted ved en reception i CRS, Heden 11 i Odense den 28. august kl. 13.

Fakta:

  • Der findes omkring 5.500 svagtseende borgere i de fynske kommuner - 90 procent er over 75 år.
  • Udbuddet af kurser til ældre svagtseende iPad-brugere er i dag begrænset. Der findes kun korte kurser, der fordrer store IT-kompetencer, og hvor der ikke er hjælp efter kursets ophør. Længere iPad-kurser henvender sig til ældre uden synsvanskeligheder.
  • Region Syddanmarks projekt med at udvikle et undervisningskoncept strækker sig over et år med start 1. januar 2015. Der er allerede 15 deltagere til et pilotprojekt, og de er alle over 70 år gamle. Undervisningskonceptet er klar til brug i starten af 2016.
  • Det er regionens Synsrådgivning under Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi (CRS), der gennemfører projektet. Centret arbejder med at give vejledning til borgerne i de fynske kommuner om de kompensationsmuligheder, der er i forbindelse med en funktionsnedsættelse.

Yderligere oplysninger:

Driftsdirektør Christian Schacht-Magnussen, Socialområdet,
Region Syddanmark, telefon 2054 0002

APPFWU02V