Skip til primært indhold

Syddanmark samles om at løfte uddannelsesniveauet

I Region Syddanmark vil der i 2019 være 43.000 arbejdsløse ufaglærte, mens der vil være 34.500 ubesatte stillinger til ansøgere med den rette uddannelse. Det viser en analyse fra Region Syddanmarks afdeling for Strategi og Analyse, der tager udgangspunkt i en fremskrivning af uddannelses- og beskæftigelsesmønstret i dag.

På mandag vil mere end 220 beslutningstagere prøve at finde løsninger på problemet ved en konference i Kolding. For regionsformand Carl Holst er misforholdet mellem ubesatte stillingers krav til ansøgere og de lediges uddannelse en af de kommende års vigtigste problematikker. Nu handler det om at efteruddanne arbejdskraften, så den matcher virksomhedernes behov.

- Finanskrisen har gjort tendensen endnu mere tydelig. De job der forsvinder først, er dem, det kræver mindst uddannelse at udføre. Eller sagt på en anden måde: Jo mere uddannelse man har, jo mere robust er man over for de forandringer, der sker på arbejdsmarkedet og i den globale arbejdsdeling, siger han.

Bred vifte medvirker

Deltagerne på konferencen tæller blandt andet repræsentanter fra arbejdsgivere, uddannelser, fagbevægelsen, erhvervslivet, borgmestre og andre kommunalpolitikere, regionspolitikere, interesseorganisationer og jobcentre. Desuden har flere af regionens folketingsmedlemmer og -kandidater meldt deres ankomst.

På konferencen vil der både være oplæg fra blandt andet Torben M. Andersen, professor ved Aarhus Universitet og forhenværende vismand, og der vil blive fokuseret på drøftelser imellem deltagerne for at finde nye tiltag.

APPFWU02V