Skip til primært indhold

Find alle nyheder udgivet i december 2011

Region Syddanmark er som den første danske region nogen sinde blevet udnævnt til Europæisk Iværksætterregion i 2013 af EU’s regionsudvalg. Udnævnelsen er sket i skarp konkurrence med førende europæiske regioner.

Når man i EU peger på Syddanmark som iværksætterregion, så er det en anerkendelse af, at der er gjort en særlig indsats for at fremme iværksætteri inden for nogle områder, hvor regionen har en styrkeposition. Det, man i EU kalder ”smart specialisation”.

Det vil i Region Syddanmark sige inden for velfærdsteknologi, energi og oplevelseserhverv, hvor der er målrettet midler og skabt gode muligheder for samarbejde mellem offentlige parter og private iværksættere.

- Det er nødvendigt at sikre iværksættere de bedste rammevilkår under den nuværende økonomiske krise. At udvikle de rigtige politikker til at skabe bæredygtig og langsigtet vækst er en udfordring, som Syddanmark på fornemste vis har taget op, siger Mercedes Bresso, der er formand for Regionsudvalget i EU, der har udvalgt Syddanmark. 

- Syddanmark viser i deres ansøgning et meget klart Europæisk Iværksætterregions-projekt med deres virksomheds-one-stop-shop. De har gode action plans for udviklingen af regionen, herunder deres fokus på de tre indsatsområder, fortsætter hun.

Enestående mulighed

- Udnævnelsen er et udtryk for, at man ønsker at fremhæve Region Syddanmark som et forbillede for andre europæiske regioner, siger Lasse Krull, der er formand for udvalget for Regional Udvikling.

Han ser udnævnelsen af Region Syddanmark til iværksætterregion i 2013 som en enestående mulighed for at markedsføre hele regionen og de syddanske styrkepositioner i Europa.

Bred opbakning

Udover Region Syddanmark har Danfoss Universe, Væksthus Syddanmark og Det Syddanske Bruxelles-kontor arbejdet for at få regionen udnævnt til Europæisk Iværksætterregion. Arbejdet har mødt bred opbakning fra erhvervslivet og uddannelses- og forskningsinstitutioner, blandt andet LEGO og Danfoss.

International anerkendelse

Næstformand i udvalget for Regional Udvikling, Karsten Uno Petersen (S), som samtidig er Danske Regioners repræsentant i EU’s regionsudvalg, har sammen med Lasse Krull taget initiativet til at søge om titlen.

- Det er et stærkt offentlig-privat partnerskab, der står bag ansøgningen. Vi er glade for den store opbakning, vi har fået fra de syddanske partnere og virksomheder. Titlen som iværksætterregion er en international anerkendelse af vores indsats, og vi ser et stort potentiale i det videre samarbejde, siger Karsten Uno Petersen.

Fakta

Europæisk Iværksætterregion eller European Entrepreneurial Regions (EER) udnævnes af EU’s Regionsudvalg, EU-parlamentet og EU-kommissionen i fællesskab. Regioner, der udnævnes, forpligter sig til at gøre en særlig indsats for at fremme iværksætteri i deres område. Initiativet hører under EU's "small business act", som specifikt har med forholdene for små og mellemstore virksomheder at gøre.

Formålet med iværksætterregionerne er at skabe dynamiske, grønne iværksætter-regioner i hele Europa og at tage nye samfundsmæssige udfordringer op. Regioner med den mest overbevisende og fremsynede politiske strategi udnævnes.

Der udnævnes maksimalt tre regioner pr. år. Udover Region Syddanmark er den østrigske region Styria og den franske region Nord-Pas-de-Calais udnævnt i 2013.

APPFWU01V