Skip til primært indhold

Regionen studerer robotter i Korea

En delegation fra Region Syddanmark tager denne uge på studietur til Sydkorea for at blive klogere på velfærdsteknologi.

Turen går til Sydkorea, fordi det er det land i verden, som har investeret mest i udviklingen af robotteknologi til sundhed og velfærd gennem de seneste år. Samtidig er de nået meget langt med at anvende teknologierne i praksis. Landet står med nogle af de samme demografiske udfordringer, som man oplever i Danmark – flere ældre og flere plejeopgaver og færre hænder til at tage sig af dem.

Inspiration og netværk

Velfærdsteknologi er højt prioriteret i Region Syddanmark. Både som løsning på nogle af de udfordringer, vi står over for i forbindelse med opgaveløsningen på social- og sundhedsområdet, og som et vækst- og jobskabende forretningsområde i Syddansk Vækstforums handlingsplan. Formålet med turen er at få indsigt i de nyeste muligheder inden for velfærdsteknologier, få inspiration og lære af de konkrete erfaringer. Samtidig giver turen mulighed for kontakt til førende videninstitutioner og virksomheder inden for velfærdsteknologi.

- I Region Syddanmark er vi allerede i fuld gang med at udvikle og anvende velfærdsteknologi, og nu tager vi til Sydkorea for at lade os inspirere til, hvordan vi kan blive endnu bedre herhjemme, og så håber vi på at få nogle gode kontakter derude og få etableret et netværk, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Ikke erstatning for mennesker

Sydkorea går også forrest i måden at tænke forhold: Mennesker og teknologi. De følger nogle etiske retningslinier og har vedtaget et såkaldt ”etisk charter”. Det er en tankegang, som også er meget nærliggende for Region Syddanmark:

- Velfærdsteknologi handler ikke om high tech som erstatning for nære menneskelige relationer. Men om en fremtid, hvor omsorg går hånd i hånd med teknologisk kvalitet. Det handler om at få frigjort de varme hænder - de hænder, der bliver stadig færre af. Så de kan bruges til den pleje og omsorg, der omvendt bliver større og større efterspørgsel på, siger Carl Holst, og pointerer:

- Og så handler velfærdsteknologi naturligvis også om flere arbejdspladser: Hvis vi skal kunne sikre vækst og fastholde arbejdspladser, skal vi til at leve af noget andet, end det, vi plejer at leve af. Vi skal tænke i helt nye forretningsområder, her i blandt nye samarbejder mellem det offentlige og private.

Flere arbejdspladser til regionen

Velfærdsteknologi er et af fire forretningsområder i Syddansk Vækstforums handlingsplan. Regionen har særlige styrker på dette område, blandt andet inden for robotteknologi og telemedicin. Målet er at omstille regionen til nye væksterhverv og skabe jobs inden for nye områder til erstatning for de arbejdspladser, vi mister i disse år. Indsatsen skal bidrage til flere iværksættere og vækstvirksomheder, øge værditilvæksten og samtidig frigøre arbejdsressourcer i det offentlige.

Er i tråd med regionsrådets mål:

I Region Syddanmark har vi et særligt mål om at syddanskernes levetid skal stige. Samtidig vil vi skabe flere arbejdspladser og dermed fastholde syddanskerne på arbejdsmarkedet. Satsningen på udvikling og implementering af velfærdsteknologi skal netop være med til at fremme disse mål.

Lidt om turen

Turen til Sydkorea finder sted fra torsdag 11. november til onsdag 17. november 2010. Deltagerne skal blandt andet besøge en fagmesse, hvor nationale og internationale producenter og virksomheder præsenterer de nyeste teknologier indenfor plejesektoren. Undervejs skal de også besøge et plejecenter for ældre og handicappede og et sundhedscenter og hospital, hvor de får mulighed for at se teknologien i anvendelse og høre om erfaringerne. Derudover vil der være dialog med politikere og virksomheder samt besøg på et universitet og et forskningscenter med fremvisning af den nyeste forskning og teknologier.

APPFWU02V