Skip til primært indhold

OUH-direktør skal udvikle Syddanmarks ledere

Et jobskifte med nye udfordringer og nye fokusområder men med samme arbejdsgiver. Mulighederne er mange i Region Syddanmark, og direktør på Odense Universitetshospital, Bente Kowal, har grebet chancen for at fortsætte karrieren i regionen med et nyt fokus.

Bente Kowal har efter ti år i den øverste ledelse, hvoraf de tre har været som direktør, søgt og blandt 27 ansøgere fået stillingen som chef for Region Syddanmarks ledelsesakademi. Målet er at udvikle lederne i det syddanske.

- Jobbet som afdelingschef på Ledelsesakademiet bliver rigtigt spændende. Somatikken, psykiatrien og socialområdet er i en forandringsproces, som giver lederne store og nye udfordringer, og de bliver ikke mindre de kommende år. Et af mine fokuspunkter bliver, at vi på Ledelsesakademiet til stadighed udvikler og dokumenterer tilbuddene, så den teori, vi tilbyder regionens ledere, kan mærkes og måles ude på arbejdspladserne, siger Bente Kowal.

HR-direktør, Carsten Lysdahl Søgaard, er glad for at have fundet en afdelingschef med markant ledelsesmæssig erfaring fra egne rækker.

- Vi er slet ikke i tvivl om, at vi har valgt den rigtige til jobbet. Bente Kowal har en tung ledelsesbaggrund, og når man skal beskæftige sig med uddannelse af ledere på det sociale, det psykiatriske og det somatiske område, så er det en kæmpe fordel, at man i forvejen har ledelseserfaringer indenfor de tre felter. Det er områder, der er svære at sætte sig ind i for udenforstående, siger Carsten Lysdahl Søgaard.

På ledelsesakademiet vil Bente Kowal få ansvaret for 12 konsulenter, der hvert år blandt andet gennemfører kurser for cirka 1000 medarbejdere i Region Syddanmark.

Administrerende sygehusdirektør på OUH, Jane Kraglund, ønsker Bente Kowal held og lykke i hendes fremtidige job.

- Bente Kowal har været en kompetent og engageret medspiller i de omstillinger som OUH har været igennem. Der er i sundhedsvæsenet – og på OUH - fortsat et behov for betydelig omstilling. I den sammenhæng er lederudvikling helt afgørende. Bente Kowal ved præcis, hvilke krav og udfordringer afdelingsledelserne og vores ledere generelt står overfor. Den viden er jeg helt sikker på, at ledelsesakademiet, og dermed også regionens ledere, vil få meget stor glæde af, siger Jane Kraglund.

Bente Kowal påbegynder arbejdet som afdelingschef 1. februar 2011.

Fakta om Bente Kowal

Bente Kowal er uddannet sygeplejerske og efteruddannet som civiløkonom fra Odense Universitet. I forbindelse med den nye sygehusstruktur i Region Syddanmark blev hun udnævnt til direktør på OUH 1. januar 2008 og har siden fungeret som kontaktdirektør for 13 afdelinger på OUH.

Hun er ansvarlig for hjerteområdet, ansvarlig for oprettelse af OUH’s interne vikarafdeling og formand for følgegruppen, som sikrer sammenhæng mellem vikarafdelingen og sygehusets kliniske afdelinger. Derudover har hun arbejdet med rekruttering og forhandlingsområdet.

I 2001 blev hun ansat som centerchef på Klinisk Fællescenter på OUH og i 2004 blev hun centerchef på Hjerte-kræftcentret på OUH.

Privat er hun bosiddende i Strib ved Middelfart med sin mand og deres to børn.

APPFWU01V