Skip til primært indhold

Robotter bliver regionens nye virus- og bakteriedræbere

Seks nye robotter skal dræbe bakterier og vira på de syddanske sygehuse. Det er partierne bag budgetforliget, der har afsat fem millioner til indkøb af de digitale dræbere.

Politikerne i regionsrådet i Region Syddanmark afsatte i budgetaftalen for 2019 5 millioner kroner til at teste rengøringsrobotter på sygehusene.

Og nu er de første robotter til en værdi af 2,7 millioner kroner blevet godkendt af sundhedsudvalget og skal senere godkendes i regionsrådet.

Robotløsningerne skal afprøves på forskellige sygehuse, og derefter tager regionen stilling til, om de skal udbredes til hele regionen. 

Sundhedsudvalgsformand i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen (S), er stolt over, at regionen forsøger at gå nye veje i bestræbelserne på at styrke rengøringsindsatsen på sygehusene:

- Vi er rigtig langt fremme i forhold til rengøring og hygiejne i Region Syddanmark, og indkøbet af de nye robotter viser, at vi i regionen tør gå forrest og er villige til at investere i nye løsninger, der kan optimere vores sundhedsvæsen.

To desinfektionsrobotter skal dræbe bakterier med UV-stråler

Region Syddanmark indkøber i alt fire desinfektionsrobotter. To af disse slår bakterier ihjel ved hjælp af UV-bestråling og skal testes på Odense Universitetshospital samt Sygehus Sønderjylland.

Der er allerede gode erfaringer med brug af UV-bestråling i tilfælde, hvor man har fundet bakterier, men det har endnu ikke været testet, hvordan strålerne fungerer forebyggende, og det vil de to sygehusenheder nu undersøge.

Forhåbningen er, at UV-strålernes evne til at slå bakterierne ihjel vil mindske risikoen for infektioner hos eksempelvis patienter med dårligt immunforsvar.

Sygehus Lillebælt får robotassistance til at udrydde vira

Foruden de to UV-dræbere har regionen besluttet sig for at indkøbe to desinfektionsrobotter til Sygehus Lillebælt. 

Desinfektionsrobotterne skal supplere den nuværende rengøring og desinfektion af overflader for at mindske risikoen for at overføre smitte ved berøring og brug.

Det er i særlig grad MRSA- og Noro-virus samt specielle former for Clostridium difficile, som sygehusene håber, at robotterne kan dæmme op for.

Gulvvaskerobotterne tager det sure slid

Foruden desinfektionsrobotterne skal to robotter vaske gulvene i større rum og på de lange gange på Odense Universitetshospital. Robotterne kan aflaste medarbejderne for det tidskrævende arbejde, og medarbejderne kan så koncentrere sig om andre rengøringsopgaver.

Poul-Erik Svendsen ser gulvvaskerobotterne som en oplagt hjælp til rengøringspersonalet:

- Det giver rigtig god mening at lade robotter tage sig af de opgaver, der trækker tænder ud rent tidsmæssigt, og som er helt enkle. Det giver nemlig frihed til medarbejderne, så de kan koncentrere sig om al den øvrige rengøring.

Sidst men ikke mindst har regionsrådspolitikerne godkendt et planlægningssystem til rengøringsopgaver, der skal testes på Odense Universitetshospital.

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.

Yderligere information:

APPFWU02V