Skip til primært indhold

Unge mænd fortæller ikke, hvordan de har det

Kun hver tredje af de unge syddanske mænd, som er inviteret til at svare på den store, landsdækkende undersøgelse ”Hvordan har du det?”, har besvaret spørgeskemaet. Svarene skal bruges til at forbedre danskernes sundhed, og regionen har brug for de unge mænds svar, lyder det fra regionsrådsformanden.

Kun 34 procent af de unge mænd i alderen 16-44 år, som fik spørgeskemaet ”Hvordan har du det?” tilsendt i februar i år, har sendt et udfyldt spørgeskema retur til regionen.

De unge mænd er en del af de 66.000 tilfældigt udvalgte syddanskere, som har modtaget spørgeskemaet, der handler om alt fra søvn, stress og alkoholforbrug til motion og brugen af sociale medier.

Lav svarprocent fra unge mænd bekymrer

Den lave svarprocent fra de unge mænd bekymrer regionsrådsformand Stephanie Lose (V):

- Det er desværre et generelt problem i alle regioner, at svarprocenten for de unge mænd er lav på trods af flere påmindelser om at besvare spørgeskemaet. Det er ærgerligt, og jeg håber, at vi kan skubbe lidt til dem. For det er utroligt vigtigt, at vi får svar fra alle aldersgrupper og fra begge køn, hvis vi skal danne os et bredt billede af, hvordan det står til med den fysiske og mentale sundhed. Så hvis mødre, kærester og koner vil hjælpe os med at skubbe lidt til mændene, vil vi være meget taknemmelige. 

56 procent af de inviterede syddanskerne har allerede besvaret spørgeskemaet, men en væsentlig gruppe – de unge mænd – halter altså efter. Det står noget bedre til hos mændene over 65 år, hvor hele 73 procent har besvaret spørgeskemaet. De er dermed den gruppe, som har den højeste svarprocent. De ældre kvinder over 65 år er også godt med – de har en svarprocent på knap 70 procent.

Påmindelse sendes til alle, som ikke har svaret

Der er indtil nu sendt 3 påmindelser til de syddanskere, som ikke har besvaret spørgeskemaet. I disse dage sender regionen en sidste reminder, som denne gang lander i den fysiske postkasse. Håbet er, at flere – både unge, midaldrende og ældre – vil sætte sig til tasterne eller gribe pennen og udfylde spørgeskemaet.

Regionrådsformand Stephanie Lose siger:

- Vi er meget taknemmelige for, at så mange allerede har valgt at svare på undersøgelsen. Faktisk har vi hele vejen igennem været den region, som har haft den højeste svarprocent. Men samtidig håber vi, at alle de, der endnu ikke har svaret, vil benytte sig af muligheden. Hvert eneste svar er vigtigt for os.

Hvor svarprocenten i Region Syddanmark i øjeblikket ligger på 56 procent, ligger de øvrige regioner op til 10 procentpoint lavere. 

Deadline for at besvare spørgeskemaet er 12. maj 2021, og syddanskere, der besvarer spørgeskemaet, deltager i lodtrækningen om en iPhone 12 og pengepræmier på op til 6.000 kr.

Resultater bruges til at forbedre danskernes sundhed

Spørgeskemaundersøgelsen er den største af sin art i Danmark, og resultaterne bliver brugt til både at forbedre forebyggelse af sygdomme og til at styrke danskernes sundhed og trivsel – både på nationalt plan og lokalt i regionerne og kommunerne. På landsplan er der sendt spørgeskemaer til 300.000 danskere.

Det er fjerde gang siden 2010, at Region Syddanmark og de 22 syddanske kommuner gennemfører den store landsdækkende spørgeskemaundersøgelse ”Hvordan har du det?”. Det sker i samarbejde med de øvrige fire regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed.

I 2017, da undersøgelsen senest blev gennemført, nåede den samlede svarprocent i Region Syddanmark op på 68 procent.

Læs mere om undersøgelsen på Region Syddanmarks hjemmeside. - OBS side mangler 

Yderligere oplysninger

Stephanie Lose

Regionrådsformand


25 33 09 82 Stephanie Lose, Venstre
APPFWU02V