Skip til primært indhold

Nyt museum med fokus på psykiatri

Regionsrådet har bevilget 2,5 mio. kr. fra regionens kulturpulje til 14 kulturprojekter. De strækker sig fra formidling af psykiatrien før og nu til musik, smagsoplevelser, kultur og natur omkring Vadehavet.

MIND og MINDWALK er et nyt museum og en ny formidlingsoplevelse, som skal sætte fokus på psykiatrien før og nu. Det skal ligge i Middelfart og er kommet et skridt nærmere realisering, efter at regionsrådet har afsat 500.000 kr. til formidlingsdelen MINDWALK fra regionens kulturpulje.
 
Det er meningen, at museet skal åbne i 2022 og være med til at give større indsigt og færre fordomme om psykisk sygdom. Museet MIND vil rumme udstillinger i en patientbygning på det tidligere Middelfart Sindssygehospital.  MINDWALK – som støttes med midler fra kulturpuljen - er en mere sanselig oplevelse i de tidligere portørgange under hospitalet med lyd og lys og andre effekter. 

Fokus på mental sundhed

Søren Rasmussen (DF), formand for Udvalget for regional udvikling i Region Syddanmark, udtaler:
 
- MINDWALK er et anderledes og unikt kulturtilbud, som jeg tror kan være med til skabe øget synlighed for regionen. Og så er det med til at understøtte den nye strategi for udvikling her i regionen, hvor vi blandt andet har fokus på at fremme borgernes mentale sundhed og trivsel. Her kan en anderledes formidling som MINDWALK være med til at skabe større forståelse og indsigt om psykisk sygdom.
 
Ud over dette projekt blev der givet støtte til 13 andre kulturprojekter, som afspejler regionens forskellige særpræg både historisk og naturmæssigt.

Bred palette af kultur

- Vi har prioriteret at give tilskud til en række kulturprojekter, som giver borgerne i hele regionen lejlighed til at opleve en bred palette af kulturen i regionen. Der vil være musikoplevelser i forskellige genrer, styrkelse af skolekor, teater, smagsoplevelser og meget mere. Vi støtter også aktiviteter, der føjer sig til perlerækken af spændende genforeningsaktiviteter, som vi tidligere har givet tilskud til, siger Søren Rasmussen.  

Følgende projekter modtager midler fra kulturpuljen:

  • ”Darum Vadehavsdag”, ansøgt af Darum Lokalråds arbejdsgruppe Darum Vadehavsgruppe, modtager tilsagn om tilskud på 33.000 kr.
  • ”Feber”, ansøgt af Odense Bys Museer, modtager tilsagn om tilskud på 100.000 kr.
  • ”Operaen i Svendborg”, ansøgt af Operaen i Svendborg, modtager tilsagn om tilskud på 200.000 kr.
  • ”100 år med kulturarv”, ansøgt af Harteværket, modtager tilsagn om tilskud på 200.000 kr.
  • ”Carl Nielsen Genforeningskoncert”, ansøgt af Faaborg-Midtfyn Kommune, modtager tilsagn om tilskud på 100.000 kr.
  • ”MIND og MINDWALK”, ansøgt af Middelfart Museum, modtager tilsagn om tilskud på 500.000 kr.
  • ”Opgradering af skolekor-arbejdet”, ansøgt af Det Sønderjyske Sangcenter, modtager tilsagn om tilskud på 150.000 kr.
  • ”Smag på Sydvestjylland”, ansøgt af Business Region Esbjerg, modtager tilsagn om tilskud på 200.000 kr.
  • ”De ti sider af samme sag”, ansøgt af Foreningen Termansen, modtager tilsagn om tilskud på 200.000 kr.
  • ”Mad & Fællesskab”, ansøgt af Foreningen for Kulinarisk Sydfyn, modtager tilsagn om tilskud på 259.000 kr.
  • ”Grænsesten”, ansøgt af Teater Seachange, modtager tilsagn om tilskud på 150.000 kr.
  • ”Bagefestival – DM i Synnejysk Kaffeboe”, ansøgt af Foreningen Tøndermarsken Initiativet, modtager tilsagn om tilskud på 200.000 kr.
  • ”Albumudgivelse: Sange og musik fra ”Fyrtårnet – en gnist i Andersens liv””, ansøgt af Amatørscenen 7-kanten, modtager tilsagn om tilskud på 180.000 kr.
  • ”Urban Orchestra – Trekantområdets nye rytmiske ensemble”, ansøgt af Jazz i Trekanten, modtager tilsagn om tilskud på 50.000 kr.

Næste gang, der kan søges om midler fra regionens kulturpulje, er der afsat to millioner kroner til første ansøgningsrunde, og der er ansøgningsfrist  1. marts i 2020.
 
For yderligere info om kulturprojekterne

Regionsrådets medlemmer, se kontaktoplysninger her

Yderligere oplysninger

APPFWU01V