Skip til primært indhold

Carestream vinder udbud om fælles it-løsning til det billeddiagnostiske område i Region Syddanmark

Region Syddanmark får en ny fælles it-løsning til det billeddiagnostiske område (radiologi, nuklearmedicin og mammografiscreening). Det står klart, efter at regionsrådet i dag har godkendt det endelige udbudsresultat. Carestream vinder, fordi de har det bedste forhold mellem pris og kvalitet og dermed det økonomisk mest fordelagtige tilbud.

Det er radiologer, nuklearmedicinere, radiografer, læger, sekretærer, bioanalytikere, it-administratorer og ikke mindst de syddanske patienter, der får glæde af den nye fælles it-løsning til det billeddiagnostiske område – også kaldet RIPA SYD. Billeder fra røntgen, CT-skanning, MR-skanning, PET-CT-scanning og mammografiscreening spiller nemlig en central rolle i mange sygdomsforløb, og det vil både lette arbejdsgangene og patientsikkerheden, når de forskellige billeder og de medfølgende data ikke længere skal gemmes i hver sit system, men samles i ét.

Mette Bossen Linnet (V), der er formand for Digitaliseringsudvalget i regionen, siger:

- Billeddiagnostik er på linje med blodprøver et helt essentielt redskab i sundhedsvæsenet, og det har derfor været vigtig for os, at finde den rigtige til opgaven. Udbuddet har været en stor og kompliceret opgave, der efter min mening er afviklet meget professionelt af både de klinikere, der har brugt tid på at vurdere og evaluere de forskellige systemer, og også af hele det projektteam, som fra start har klædt os politikere på og ført os godt igennem processen. Den grundige udbudsproces viser nu, at Carestream er den helt rette leverandør, og på regionens vegne glæder jeg mig derfor til samarbejdet.

4 selvstændige systemer bliver til 1 fælles.

Formålet med RIPA SYD er at samle de fire selvstændige it-systemer, der i dag findes på det billeddiagnostiske område – de såkaldte RIS/PACS-løsninger (forkortelserne står for hhv. Røntgen Information System og Picture Archiving and Communication System) i én samlet løsning. Der er i alt 11 radiologiske afdelinger i Region Syddanmark, og klinikere vil med det nye fælles system få samlet adgang til alle henvisninger, beskrivelser samt røntgen- og scanningsbilleder m.m.

Det nye system bidrager til at understøtte patientforløb på tværs af sygehuse og gør det nemmere at opfylde princippet om det nære sundhedsvæsen, vurderer Mette Bossen Linnet (V):

- Det har været helt centralt for os, at det nye it-system skal medvirke til, at patienterne oplever deres behandlingsforløb som sammenhængende og helhedsorienteret. Med RIPA SYD sikrer vi, at uanset hvilken afdeling eller hvilket sygehus vores patienter henvises til i regionen, så skal de ikke være bange for, at deres røntgenbilleder eller scanningsresultater ikke kommer med. Samtidig betyder det, at vores klinikeres faglige kompetencer kan udnyttes endnu bedre, når billeder og billeddata fremover er samlet i ét system frem for at være spredt i fire.

Carestream vinder på bedste forhold mellem pris og kvalitet

Der er blevet skelnet grundigt til klinikeres faglige input til udbudsmaterialet samt leverandørens evne til at implementere og supportere, og resultatet af evalueringen var altså, at Carestream har afgivet det tilbud, som har det bedste forhold mellem pris og kvalitet og dermed det økonomisk mest fordelagtige tilbud.

Finansieres gennem driftsbesparelser

Regionsrådet har godkendt en leasingbevilling på 79,6 mio. kr., der dækker anskaffelsesbeløbet, finansiering af projektressourcer og ibrugtagning samt drift til og med 2022. Beløbet skal finansieres af afledte driftsbesparelser, når projektet er færdigt. Ved anskaffelse af den kommende fælles it-løsning på området falder driftsudgifterne cirka 9,8 mio. kr. årligt, når løsningen er taget i brug i hele regionen – forventeligt i januar 2022.

Fakta

RIPA SYD skal frem mod 2022 implementeres på fire af regionens sygehusenheder – Odense Universitetshospital, Sygehus Lillebælt, Sydvestjysk Sygehus og Sygehus Sønderjylland i tæt koordinering med udrulningen af regionens nye elektroniske patientjournalsystem EPJ SYD.

Når det nye RIPA SYD er taget i brug, skal det håndtere 1,6 mio. undersøgelser om året.

Sygehus Lillebælt bliver ansvarlig for at forvalte RIPA SYD for hele Region Syddanmark.

Yderligere oplysninger

Formand for Digitaliseringsudvalget Mette Bossen Linnet (V), 

Funktionschef, Strategi & Portefølje, Regional IT, Nicolai Arvedsen, mobil 29 20 13 31

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.

Kontaktperson

APPFWU02V