Skip til primært indhold

Syddanske sygehuse oplevede et massivt influenza-pres

De medicinske afdelinger på de syddanske sygehuse oplevede i vinteren 2017/2018 et meget voldsomt pres, der medførte en stigning på 59 procent i antallet af indlagte patienter med influenza i forhold til året før. En række tiltag skal nedbringe travlheden, hvis influenzaen rammer igen.

Influenza-vira havde et godt tag i danskerne i den forgangne vinter, og syddanskerne gik heller ikke fri. Det kunne i den grad mærkes på de medicinske afdelinger på Region Syddanmarks sygehuse.

Mennesker med et i forvejen svækket immunforsvar og dårligt helbred bliver ofte indlagt på de medicinske afdelinger, og mange syddanske afdelinger har oplevet en periode med endog rigtig mange patienter.

Faktisk var den regionale stigning fra 2017 til 2018 i perioden januar til april oppe på hele 59 procent. I alt blev der registreret 1.325 patienter med en influenza-diagnose i perioden januar til april 2018 mod 831 i 2017.

Sundhedsudvalgsformand Poul-Erik Svendsen (S) er imponeret over medarbejdernes arbejde på de travle dage.

- Der har i perioder virkelig været tryk på de medicinske afdelinger, og medarbejderne har ydet en stor indsats, som jeg synes fortjener ros. De har formået at sikre behandling til patienterne, selvom de har været under et markant arbejdspres.

Regionale tiltag skal afhjælpe pres i influenza-perioder

Som en del af en national indsats har regionen igangsat en række initiativer, der skal imødegå overbelægning. Det drejer sig blandt andet om at lave særlige ”flowpakker”, der skal skabe hurtigere behandling og styrke koordineringen mellem afdelingerne.

Foruden flowpakkerne har regionen udbredt it-værktøjer, der skal gøre det nemmere at styre flowet og kapacitetsstyringen på sygehusene.

Derudover har regionsrådet tidligere afsat 10,8 millioner kroner til at ansætte sygeplejersker og såkaldte flowmastere, der kan optimere driften på sygehuset.

Sundhedsudvalgsformand Poul-Erik Svendsen tror, at tiltagene vil hjælpe til i spidsbelastningsperioderne, men at pludselig travlhed er uundgåelig.

- De store udsving i antallet af patienter er desværre et grundvilkår, når man har med akut syge mennesker at gøre. Vi kan hverken styre eller planlægge, hvornår folk bliver syge. Vi kan dog forsøge at afhjælpe det værste pres med forskellige lokale og regionale initiativer, og det arbejde skal vi fortsætte med.

Sygehusene sætter gang i lokale initiativer i spidsbelastningsperioder

Generelt oplever de medicinske afdelinger et øget pres i vinterperioderne, og derfor har sygehusene i Region Syddanmark en række konkrete tiltag, som de kan benytte sig af for at undgå overbelægning.

  • Sygehusene holder såkaldte sengekapacitetsmøder, der afdækker, om der er andre sengeafsnit, der kan aflaste de udsatte sengeafsnit
  • Sygehusafdelinger udnytter ledige lokaler og ledige senge
  • Sygehusene kan udsætte planlagte og dermed ikke akutte behandlinger, så lægerne kan bruges der, hvor der er travlt i spidsbelastningsperioderne
  • Sygehusene kan indkalde ekstra personale
  • Derudover er sygehusene i tæt dialog med samarbejdsparter i kommunerne og hos de praktiserende læger, så man kan finde de bedste løsninger for patienterne.

Yderligere oplysninger

APPFWU02V