Skip til primært indhold

Øget samarbejde skal hjælpe flere med psykisk sygdom i gang

Syddanskere, der har en psykisk sygdom, skal have mere hjælp til at komme i uddannelse eller beskæftigelse.

Med en bevilling på to millioner kroner vil regionsrådet nu sætte mere gang i samarbejdet mellem psykiatrien og de syddanske kommuner på arbejdsmarkedsområdet.

Pengene, der blev bevilliget i forbindelse med budgettet for 2018, skal gå til projekter og samarbejder, der på forskellig vis kan hjælpe syddanskere med psykisk sygdom i gang med uddannelse eller i job. 

Og det glæder formanden for regionens psykiatri- og socialudvalg, Thies Mathiasen (DF), at der nu er udsigt til endnu mere samarbejde. For psykisk lidelse eller sårbarhed kan nemt spænde ben for adgangen til uddannelse og beskæftigelse. Han siger:

- Det er vigtigt for os alle sammen, at vi har en hverdag, der giver mening, og at man har noget at stå op til. Men har man en psykisk sygdom kan det være svært at indgå i sociale relationer og strukturere hverdagen, så man kan passe et job. Derfor er jeg rigtig godt tilfreds med, at regionen i samarbejde med kommunerne nu kan gøre endnu mere for denne gruppe mennesker.

Mange står udenfor arbejdsmarkedet

Behovet for, at der iværksættes endnu flere initiativer, der kan sikre tilknytningen til arbejdsmarkedet, understreges af en national undersøgelse fra april 2018, der viser, at en stor del af borgerne med psykisk sygdom står udenfor arbejdsmarkedet to år efter, de har fået deres første diagnose. 

Der findes allerede en del samarbejder og projekter på tværs af kommuner og region, og de to millioner kroner skal gå til allerede eksisterende projekter, der med fordel kan udvikles eller udbredes mere.

Det kunne for eksempel være:

  • Et forløbsprogram målrettet borgere med angst eller depression, der drives af psykiatrien og de syddanske kommuner.
  • Et projekt om unges trivsel på ungdomsuddannelserne og Sosu-skolerne, der kører i hele regionen.
  • En Af Os-ambassadørerne, som også kører regionalt.
  • Samarbejde med Cabi (selvejende institution under Beskæftigelsesministeriet), hvor der afholdes temadage om, hvordan arbejdspladser kan fastholde og inkludere medarbejdere/nyansatte psykisk sårbare.
  • Samarbejde med kommunale jobcentre og psykiatrien.

Kontakt centerleder Ulla Lindgren fra PsykInfo for mere deltaljeret information om de enkelte indsatser, herunder konkrete eksempler fra kommuner.

Yderligere oplysninger

Udvalgsformand Thies Mathiasen (DF), Psykiatri- og socialudvalget, Region Syddanmark.

Centerleder Ulla Lindgren, PsykInfo, Psykiatrien, Region Syddanmark, mobil 2018 2196

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.

Kontaktoplysning

APPFWU02V