Skip til primært indhold

Lønmodtagernes Garantifond afviser at dække løn til tidligere BIOS-medarbejdere

Region Syddanmark har ad omveje hørt, at Lønmodtagernes Garantifond er begyndt at sende breve til de tidligere medarbejdere i BIOS. I brevene afviser fonden at dække medarbejdernes lønkrav fra BIOS-tiden. Region Syddanmark er ikke blevet kontaktet af garantifonden, men regionen garanterer, at redderne under alle omstændigheder får de penge, de har berettiget krav på.

I forbindelse med at BIOS blev erklæret konkurs den 27. juli 2016 skulle medarbejderne i det tidligere BIOS anmelde deres lønkrav fra BIOS-tiden til Lønmodtagernes Garantifond. Region Syddanmark havde en klar forventning om, at Lønmodtagernes Garantifond skulle dække disse krav. Det afviser garantifonden tilsyneladende nu og henviser uden videre medarbejderne til at sende deres krav direkte til Region Syddanmark.

Begrundelsen fra Lønmodtagernes Garantifond skulle angiveligt være, at regionsrådet dagen før konkursen har truffet beslutning om at arbejde for at hjemtage ambulancedriften i tilfælde af konkurs – og åbent har kommunikeret om det. Yderligere skulle det være en begrundelse, at regionen aktivt har kommunikeret med medarbejdere mv. i forbindelse med konkursbegæringen. Region Syddanmark har ikke hørt noget direkte fra garantifonden.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) siger:

- Regionsrådet har tidligere besluttet at dække medarbejdernes lønkrav, hvis Lønmodtagernes Garantifond ikke dækker. Så det vil vi selvfølgelig gøre. Men vi er forundrede over garantifondens afgørelse – hvis det, vi har hørt, er sandt. Selvom regionsrådet dagen før konkursen traf politisk beslutning om at arbejde på at hjemtage ambulancedriften i tilfælde af konkurs, er hjemtagelsen først sket efter intense forhandlinger med såvel Rabobank/DLL som kuratellet efter selve konkursen. Jeg kan derfor ikke genkende billedet af, at det hele skulle være tilrettelagt på forhånd. Jeg håber, at Lønmodtagernes Garantifond også har gennemtænkt de politiske konsekvenser for fremtidige udbud. 

1. næstformand Poul-Erik Svendsen (S) siger:

- Vi er en politisk organisation, hvor regionsrådet umiddelbart op til konkursen aktivt traf beslutning om, hvordan vi havde til hensigt at sikre ambulancedriften i tilfælde af, at konkursen ville indtræffe. Det er vores ansvar at være forberedt på en sådan situation, selvom vi ikke har kunnet planlægge det på forhånd. Fra BIOS gik i medierne og truede med en konkurs, har vi været åbne om vores politiske hensigt om at arbejde for at hjemtage ambulancedriften – og arbejdet derudfra. Det har vi gjort for at skabe ro blandt borgerne og blandt medarbejderne i BIOS. Det var helt nødvendigt med åben kommunikation for at sikre ambulancedriften, og dermed borgernes sikkerhed.

Region Syddanmark har her til morgen skrevet til redderne, at de under alle omstændigheder får de penge, de har berettiget krav på.

Regionen vil nu anmelde kravet i boet ligesom regionen vil overveje andre muligheder.

Yderligere oplysninger

Stephanie Lose

Regionrådsformand


25 33 09 82 Stephanie Lose, Venstre
APPFWU02V