Skip til primært indhold

Kinesisk viceguvernør besøgte Region Syddanmark

Viceguvernøren for den kinesiske Guangdong-provins, Xu Shaohua, besøgte Syddansk Sundhedsinnovation og H.C. Andersens Hus 10. maj.

En delegation fra den kinesiske Guangdong-provins, der er samarbejdspartner med Region Syddanmark inden for energi, sundhedsinnovation og turisme, besøgte Odense 10. maj. Delegationen talte bl.a. viceguvernør Xu Shaohua, og det er første gang, Region Syddanmark har haft besøg af en så højtstående kinesisk politiker, hvilket understreger det gode samarbejde mellem de to parter.

Under besøget blev viceguvernøren bl.a. præsenteret for cleantechklyngen CLEAN. Syddansk Vækstforum har tidligere på året støttet CLEAN’s øgede indsats i Guangdong-provinsen. Den øgede indsats skal bidrage til at udnytte det voksende kinesiske marked inden for energi-, miljø- og vandteknologi.

Formand for Udvalget for Regional Udvikling, Bo Libergren (V), udtaler:

- I Region Syddanmark har vi nogle helt særlige styrker inden for energiområdet. Samtidig er Kina inde i en rivende udvikling på netop det område, og derfor giver det rigtig meget mening at intensivere samarbejdet med Guangdong-provinsen, som vi i forvejen har gode relationer til, siger han.

Direktør i CLEAN, Carsten Orth Gaarn-Larsen, er ikke i tvivl om, at besøget har stor betydning:

- Den politiske opbakning er meget vigtig i et land som Kina, så når Guangdong vælger at sende en så højtstående person til Odense, er det et positivt signal om, at de ønsker grønne løsninger. CLEAN støtter op om denne agenda gennem dialog og konkretisering af projektmulighederne for vores danske virksomheder, der gerne vil have fat i det kinesiske marked, siger han.

Stor interesse for velfærdsteknologi

Under besøget blev viceguvernøren vist rundt på Syddansk Sundhedsinnovation, der er regionens enhed til udvikling af sundheds- og velfærdsteknologiske løsninger. Her blev Xu Shaohua også introduceret for velfærdsteknologiklyngen Welfare Tech. Odense Universitetshospital har i en årrække samarbejdet med et stort hospital i Guangdong.
Formand for Sundhedsudvalget og 1. næstformand for regionsrådet, Poul-Erik Svendsen (S), udtaler:

- I Region Syddanmark er vi dygtige til velfærdsteknologi, og samtidig er Kina generelt meget interesserede i at høre om vores erfaringer med, hvordan vi indtænker velfærdsteknologiske løsninger i designet af vores hospitaler. Derfor er det oplagt, at vi udveksler erfaringer på området, for det kan bidrage til at bane vejen for en øget eksport af velfærdsteknologiske løsninger, siger han.

Besøget sluttede med en rundvisning i H. C. Andersens Hus. Interessen for H. C. Andersen er stor i Kina, og forfatteren bidrager i høj grad til at trække købestærke kinesiske turister til regionen.

Den kinesiske delegation med Bo Libergren (V), Poul-Erik Svendsen (S), koncerndirektør Michael Evan Goodsite, direktør på OUH Peder Jest og enhedschef i Syddansk Sundhedsinnovation Christian Mercado.

Den kinesiske delegation med Bo Libergren (V), Poul-Erik Svendsen (S), koncerndirektør Michael Evan Goodsite, direktør på OUH Peder Jest og enhedschef i Syddansk Sundhedsinnovation Christian Mercado.

Yderligere oplysninger:

Poul-Erik Svendsen (S), formand for Sundhedsudvalget og 1. næstformand for regionsrådet, tlf. 2920 1200

Bo Libergren (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling, tlf. 2920 1800

Carsten Orth Gaarn-Larsen, direktør i CLEAN, tlf. 2323 0000

Kontaktoplysning

Bo Libergren


29 20 18 00
APPFWU02V