Skip til primært indhold

Region Syddanmark vil i dialog med regeringen om regionens økonomi

Region Syddanmarks udgifter til ny dyr medicin stiger mere end forventet i 2015, og derfor vil regionen i dialog med regeringen om, hvordan der kan skabes balance i økonomien.

Udgifterne til ny dyr medicin – både på de syddanske sygehuse og hos de praktiserende læger – stiger langt mere end forudsat i økonomiaftalen for 2015. Det betyder, at Region Syddanmark kommer til at mangle finansiering for omkring 200 mio. kr. i 2015. En mindre del af de manglende penge er allerede fundet i kraft af det sparekatalog på 120 mio. kr., som regionsrådet vedtog sammen med regionens budget for 2015.

Region Syddanmarks forretningsudvalg har i dag drøftet udfordringerne for regionens økonomi, og har derfor besluttet at gå i dialog med regeringen.

- Udgifterne til ny dyr medicin er steget meget mere end regeringen forudså, da vi indgik økonomiaftalen sidste sommer. Det vil vi gå i dialog med regeringen om her i foråret. Hvis vi skal have mulighed for at overholde økonomiaftalen, kan jeg ikke forestille mig andet end, at regeringen er lydhør, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

- En løsning kunne være, at vi får mulighed for at bruge nogle af de penge, som regeringen afsatte i finansloven til sundhedsområdet. En anden mulighed kunne være, at vi finder en løsning, når vi mødes til økonomiforhandlingerne om næste års økonomi.

Regionsrådet i Region Syddanmark vil tage en bredere drøftelse af regionens økonomiske udfordringer på et budgetseminar den 10. marts 2015.

Yderligere oplysninger

Regionsrådsformand Carl Holst, Region Syddanmark, mobil 40 32 52 10

Sundhedsdirektør Jens Elkjær, region Syddanmark, mobil 29 46 71 25

APPFWU02V