Skip til primært indhold

Syddanske klynger skal være mere internationale

Syddansk Vækstforum vil styrke internationaliseringen af de syddanske erhvervsklynger gennem en særlig pulje på fem mio. kr., som skal bruges til det forberedende arbejde med at tiltrække midler fra de nye, store EU programmer.

Erhvervsklyngerne er etableret for at styrke virksomheders vækst og innovationskraft gennem samarbejde med andre virksomheder, forsknings- og uddannelsesinstitutioner og offentlige parter på områder, hvor regionen har særlige styrker.

Syddanmark huser flere klynger med et stort, internationalt potentiale: Offshoreklyngen  Offshoreenergy.dk, energieffektiviseringsklyngen Clean,  velfærdsteknologiklyngen Welfare Tech og samarbejdet om design og kreative erhverv i Design2Innovate.

Ved at styrke mulighederne for at tiltrække støtte fra internationale fonde og programmer er det målet, at klyngerne skal bidrage  til at sætte yderligere skub i virksomhedernes vækst og udvikling gennem deltagelse i konkrete udviklingsprojekter med internationale samarbejdspartnere

Nye løsninger gennem internationalt samarbejde

Og et øget fokus på internationalisering er nødvendigt, mener formanden for Syddansk Vækstforum, regionsrådsformand i Region Syddanmark, Carl Holst (V).

- Gennem internationalt samarbejde mellem private virksomheder, videninstitutioner og offentlige parter kan vi skabe nye, kvalificerede løsninger til gavn for både erhvervslivet og udviklingen af samfundet. Samtidig er det en naturlig forlængelse af den strategi, som vi i Region Syddanmark gennem flere år har anlagt, og hvor vækst gennem klyngesamarbejde er et væsentligt redskab, understreger Carl Holst.

Stort forberedende arbejde

Den hidtidige internationaliseringsindsats i regionens fire klynger har primært fokuseret på eksportfremstød m.v., markedsføring/branding og internationalt klynge-til-klynge samarbejde. Klyngerne har således i et vist omfang arbejdet med internationalisering og tiltrækning af EU-midler.

- Dog har klyngernes muligheder været relativt begrænsede inden for de eksisterende rammer for at tilrettelægge en større og mere fokuseret indsats i forhold til de forberedende aktiviteter, der kræves for at tiltrække EU-midler. Dette omfatter blandt andet synliggørelse af klyngernes styrker, involvering i udviklingen af nye programmer, identificering af stærke konsortiepartnere, dannelse af konsortierne, samt udvikling og udarbejdelse af ansøgninger, forklarer CEO Preben Birr-Pedersen fra klyngesamarbejdet Clean med hovedsæde i Sønderborg.

Samspil med det Syddansk EU-kontor

Hjemtagning af midler til de enkelte klynger sker i samspil med klyngens øvrige aktører. Samarbejdsaftaler vil indeholde konkrete mål for indsatsen samt sikre, at klyngernes indsats er supplerende i forhold til allerede bevilgede midler til klyngerne samt i forhold til de øvrige aktørers indsats på det internationale område.

Konkret skal der arbejdes for en tiltrækning af midler fra EU’s regionale fonde – de såkaldte Interreg-programmer - og EU's forskningsprogrammer, bl.a. Horizon2020.

I den sammenhæng har det Syddanske EU-kontor en vigtig rolle for at bistå med tiltrækning af midler fra EU-programmer med fokus på Vækstforums forretningsområder, mens klyngerne har til opgave at involvere virksomhederne i internationale aktiviteter.

Yderligere oplysninger

Regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark, mobil 40 32 52 10

CEO Preben Birr-Pedersen, klyngesamarbejdet CLEAN, mobil 31 44 29 15

APPFWU01V