Skip til primært indhold

Poul Michaelsen ny direktør på Sydvestjysk Sygehus

Region Syddanmark har i dag ansat Poul Michaelsen som ny direktør på Sydvestjysk Sygehus.

Poul Michaelsen er 44 år og kommer fra en stilling som plan- og sekretariatschef på Hospitalsenheden Vest, der blandt andet omfatter sygehusene i Herning og Holstebro. Han kommer til det sydvestjyske sygehus med 17 års erfaring fra forskellige job i sundhedsvæsenet, heraf de sidste otte år i lederstillinger. Poul Michaelsen begynder i jobbet den 1. marts 2014.

- Poul Michaelsen har en bred erfaring som leder i sundhedsvæsenet. Han har blandt andet været dybt involveret i planlægningen af det nye akutsygehus i Gødstrup. Hans erfaringer derfra ser jeg frem til, at vi kan få nytte af i forhold til den store udbygning af sygehuset i Esbjerg, som vi er i gang med i disse år. Desuden passer Pouls profil rigtig godt sammen med den øvrige sygehusledelse på Sydvestjysk Sygehus, siger sundhedsdirektør i Region Syddanmark Jens Elkjær, der ser frem til samarbejdet med Poul Michaelsen. 

Poul Michaelsen afløser Anders Wang Maarbjerg, som rykkede til en stilling som vicedirektør i Syddansk Sundhedsinnovation den 1. november 2013.

Tre direktører i direktionen

Poul Michaelsen indtræder i direktionen på Sydvestjysk Sygehus, hvor han kommer til at arbejde sammen med administrerende lægefaglig direktør Bjarne Normark og sygeplejefaglig direktør Birthe Mette Pedersen.

- Vi glæder os meget til samarbejdet med Poul Michaelsen. Vi er sikre på, at han kommer til at matche os i direktionen rigtig godt, og vi ser frem til at komme i gang med det fremadrettede arbejde sammen med ham”, siger administrerende lægefaglig direktør, Bjarne Normark.

Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg udbygges i disse år til at være sygehus for alle akutte patienter fra det sydvestjyske område i Region Syddanmark. I alt udvides sygehuset for mere end 700 mio. kr. Et nyt laboratoriehus er allerede taget i brug. En ny stor fælles akutmodtagelse, som kommer til at udgøre hjertet i akutsygehuset, er planlagt til at stå færdig i 2015, og en ny sengebygning med én-sengsstuer er planlagt til at være færdig i 2018.

- Jeg kender Sydvestjysk Sygehus for at være en robust organisation, som tilbyder en bred vifte af specialer og funktioner med høj kvalitet og høj effektivitet. Og med disse års store investeringer i Sydvestjysk Sygehus og dertil hørende krav og forventninger til omstilling og nytænkning, ligger der mange spændende opgaver fremadrettet. Opgaver jeg glæder mig meget til at komme i gang med, og dermed yde mit bidrag til sygehusets fortsatte positive udvikling, siger Poul Michaelsen.

Poul Michaelsen bor i Herning sammen med sin kone, der er sygeplejerske i hjemmeplejen i Herning Kommune, og deres tre børn. 

Fakta om Poul Michaelsen i uddrag

2002: Master of Public Health, Aarhus Universitet

1996: Kandidat fra Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

1989: Matematisk-samfundsfaglig student, Ringkjøbing Gymnasium

2009-2014: Plan- og Sekretariatschef, Hospitalsenheden Vest

2006 – 2009: Kontorchef i Økonomi og planlægning, Primær Sundhed, Region Midtjylland

2003-2005: Bilateral juniorrådgiver ved Danidas sundhedssektorprogram i Ghana

1999-2003: Planlægningsmedarbejder i Sundhedsplanlægning, Ringkjøbing Amt

1996-1998: Planlægningsmedarbejder i Sundhedsplanlægning, Ringkjøbing Amt

Fakta om Sydvestjysk Sygehus

  • Sydvestjysk Sygehus er et af Region Syddanmarks fire akutsygehuse.
  • Sygehuset dækker den sydvestlige del af regionen med et befolkningsunderlag på 225.000 syddanskere.
  • Sygehuset fungerer som én samlet enhed med adresser i Esbjerg, Grindsted og Brørup.
  • Sydvestjysk Sygehus rummer de fleste kliniske specialer på et højt fagligt niveau.
  • Sygehuset beskæftiger cirka 3.000 medarbejdere og har et budget på cirka 1,7 mia. kr.
  • Sygehuset behandler godt 40.000 indlagte patienter om året, og cirka 280.000 patienter kommer til ambulant behandling hvert år.

Yderligere oplysninger:

Sundhedsdirektør Jens Elkjær, Region Syddanmark, mobil 29 46 71 25

Ny direktør på Sydvestjysk Sygehus Poul Michaelsen, mobil 21 37 50 07

Administrerende lægefaglig direktør Bjarne Normark, Sydvestjysk Sygehus, mobil 40 53 37 29

APPFWU01V