Skip til primært indhold

Sekssporet vej til vækst i yderområderne

Der er brug for en ny regional politik til at skabe vækst og udviklingsmuligheder i de syddanske yderområder. Et stærkere afsæt i lokale styrker og bedre udnyttelse af naboskabet til Tyskland er blandt seks anbefalinger i ny analyse.

Yderområderne i Region Syddanmark er udfordret af negativ befolkningstilvækst, få unge, lav beskæftigelse og færre arbejdspladser.  

Søgning mod de større byer er en global tendens, og også specialiseringen mod større enheder inden for uddannelses- og sundhedsområdet rammer yderområderne hårdt. Derfor er der behov for at nytænke hele indsatsen, konkluderer en ny analyse fra Syddansk Vækstforum. Analysen lægger samtidig op til en helt ny strategi for udvikling af yderområderne baseret på seks konkrete anbefalinger.

De seks yderområder i Region Syddanmark er Langeland, Svendborg, Sønderborg, Tønder, Ærø og Aabenraa.

- Vi er nødt til at nytænke vores indsats. Analysen viser med al tydelighed, at de seks syddanske yderområder har en række styrker og muligheder, som de og vi sammen skal blive bedre til at udnytte, siger formanden for Udvalget for Regional Udvikling, Lasse Krull (K).  

Eksempelvis er sejlerturismen et stærkt afsæt for udvikling af turisterhvervet i det sydfynske øhav, og de sønderjyske kommuner har væsentlige styrker inden for energieffektivisering med et stort globalt potentiale, som kan være med til at skabe yderligere og selvbærende vækst i de kommende år.

- Områderne er meget forskellige, og vores kommunemøder gav både kommunerne og os vigtig viden om og forståelse af udfordringer og muligheder i de enkelte områder. Viden om befolkningssammensætning, virksomheder, kultur og natur er helt afgørende for at kunne træffe de rigtige valg. Yderområderne i Sønderjylland har jo forudsætninger for andre erhverv og en anden bosætning end Fyn, påpeger Lasse Krull.

Ny plan frem mod 2020

Blandt de seks anbefalinger til en ny regional politik for yderområderne er netop en 360 graders vækstindsats, der tager afsæt i det enkelte områdes ressourcer, virksomheder, natur og kultur. Det anbefales også, at yderområderne kobles stærkere op på de syddanske satsningsområder inden for energi, sundheds- og velfærdsinnovation og oplevelsesøkonomi, men også naboskabet til Tyskland bør udnyttes bedre.

- Over de seneste par år er der stillet omkring 100 mio. kr. til rådighed for yderområdernes erhvervsudvikling fx i form af billige vækstlån og projektstøtte. Men det er også vigtigt, at de rette personer, ildsjæle og iværksættere får den rigtige opbakning til at udvikle og udnytte stedernes forskellige muligheder. Og det skal være i tråd med Syddanmarks samlede indsats for erhverv og bosætning, mener Lasse Krull, der gerne vil bruge de seks anbefalinger i samarbejdet mellem regionsrådet og Syddansk Vækstforum til en ny regional indsats for yderområderne i perioden fra 2014 til 2020.

De seks anbefalinger er:

1. Byg på lokale styrker og kobl dem på regionale
2. 360 graders vækstindsats baseret på lokale potentialer og nicher
3. Udnyt naboskabet til Tyskland
4. Projekter bør styrke hinanden ved at samarbejde og koordinere indsatser
5. Kvaliteten på projekter skal være i top, men størrelsen kan være mindre
6. Yderområderne efterspørger hjælp til udviklingsstrategier og gode projekter

APPFWU02V