Skip til primært indhold

Vil undersøge mulighederne for et Hermitage Augustenborg

Efter et velbesøgt borgermøde på Augustenborg Sygehus i aftes, vil regionsrådsformand Carl Holst (V) nu undersøge muligheden for at gøre Augustenborg Slot til et kunst- og kulturudstillingssted.

Inspirationen kommer fra Amsterdam, hvor man har indrettet et tidligere plejehjem, - nemlig det store bygningskompleks Amstelhof fra 1600-tallet til museum. Museet hedder Hermitage Amsterdam og fungerer som et slags anneks for verdens største museum Erimitagemuseet i Vinterpaladset i Sankt Petersborg. Museum Sønderjylland har foreslået, at Augustenborg Slot på tilsvarende vis kan fungere som udstillingssted for kunst fra Eremitagemuseet i Sankt Petersborg.

Kunst i flotte rammer

- Inspireret af det gode eksempel fra Holland, vil vi nu undersøge mulighederne for et lignende projekt i Augustenborg. Jeg kan sagtens se muligheden for et tilsvarende kunst- og kulturhistorisk museum sat ind i de flotte rammer på Augustenborg Slot. Samtidig skal vi ikke undervurdere de muligheder som et internationalt samarbejde vil tilføre Als – nemlig tiltrækning af turister til området og gang i erhvervslivet, siger Carl Holst, der også vil undersøge mulighederne for et eventuelt nordtysk samarbejde.

Grænseoverskridende samarbejde

En mulighed kunne være at etablere et samarbejde med Gottorp Slot i Slesvig, som i dag huser Slesvig-Holsteins landsmuseum for kunst, kulturhistorie og arkæologi.
Hvis museet på Augustenborg bliver en realitet, kan det eventuelt udvides med hoteldrift eller wellness-tilbud, og dele af Slotsparken kan anvendes til udendørs udstillingsområde. 

Respekt for kulturarven

- Augustenborg skal ikke sælges for enhver pris. Det vil jeg gerne pointere: Vi skal have et indhold, som vi kan stå inde for og vi skal sørge for, at det bliver et indhold med respekt for vores egen kulturarv. Den giver vi ikke køb på, siger regionsrådsformanden.  

Mange ligheder

Region Syddanmark vil nu i samarbejde med Museum Sønderjylland analysere idéen og undersøge, om den er økonomisk bæredygtig. Blandt andet vil man nøje studere, hvordan museet i Amsterdam er blevet etableret. Samtidig skal finansieringsmuligheder og potentielle samarbejdspartere kortlægges.

- Jeg er meget glad for den velvilje vores idé møder. Det var museumsinspektør Inge Adriansen på Sønderborg Slot, der fik idéen over morgenkaffen, fordi hun kunne se mange ligheder mellem det utidssvarende hollandske plejehjem og Augustenborg Slot, siger Orla Madsen, der er direktør for Museum Sønderjylland.

Det videre forløb

I forhold til Augustenborgs fremtid og muligheder, så er Kulturarvsstyrelsen i færd med at gennemgå samtlige fredede bygninger i Danmark. Gennemgangen foregår i perioden mellem 2010 og 2015. Måske vil man kunne fremrykke gennemgangen af Augustenborg, da det vil give et overblik over bygningernes fredningsværdier. Hvis Sønderborg skulle gå hen og blive europæisk kulturby i 2017, skulle museet gerne stå færdigt til den tid.

Fakta om Hermitage Amsterdam

Museet Hermitage Amsterdam åbnede i 2009 og i løbet af det første halve år gæstede 700.000 museet.

Det tog to år at etablere museet og kostede 40 millioner euro. Pengene kom fra statslotteriet, doneringer og bidrag fra virksomheder og private, samt fra byen Amsterdam.

Læs mere om museet på: www.hermitage.nl 

APPFWU02V