Skip til primært indhold

Nye veje til vækst

Kan mere sort asfalt og bredere veje være med til at skabe vækst og udvikling langs vestkysten?

Vejen mellem Esbjerg og Heide i Nordtyskland har længe været et trafikalt problembarn, og nu skal et nyt Interreg-projekt være med til at kortlægge de økonomiske udviklingsmuligheder i grænseregionen ved en eventuel udbygning af A11 i Syddanmark og B5 i Nordtyskland

Det skal undersøges i projektet ”Infrastruktur og Erhvervsudvikling ved vestkysten”, som netop er blevet bevilget 1,45 mio. kr.

- En ting er selvfølgelig, at vi gerne vil have løst de trafikproblemer, der er til daglig irritation, men samtidig håber vi, at undersøgelsen kan sige noget om de erhvervsmuligheder, en udvidelse vil føre med sig, siger Kristian Grønbæk Andersen, regionsrådsmedlem for Det Radikale Venstre og dansk formand for Interreg-Udvalget.

Fagfolk skal undersøge, hvordan en flersporet udvidelse af vejen uden krydsning påvirker hele den økonomiske udvikling i det sydlige Jylland og langs Slesvig-Holstens vestkyst.
Håbet er, at bedre veje kan være med til at tiltrække flere virksomheder, lette adgangen til de store turistområder, lige som den vigtige vindmølleindustri vil få bedre transportveje. Og så vil bedre veje også have en effekt for grænsependlerne.
Undersøgelsen laves via interviews med aktører, videnskabelige beregninger af multiplikatoreffekter, den samlede effekt på den regionale økonomi.

Baggrunden for undersøgelsen er, at området oplever store trafikale problemer især pga. ringe muligheder for at overhale langsomt kørende trafik (f.eks. landbrugsmaskiner, lastbiler og lign.) og særligt i turistsæsonen, hvor der ofte opstår lange bilkøer.

Parterne bag projektet er organisationer og kommuner langs vestkysten i Syddanmark og Slesvig-Holstein herunder på dansk side Tønder Kommune, Esbjerg Kommune samt på tysk side Wirtschaftsförderungsgesellschaft Nordfriesland mbH, IHK zu Flensburg, Kreis Nordfriesland, Verein Infrastruktur Vestkysten/Westküste og Stadt Niebüll.

Fakta:

Projektet ”Infrastruktur og Erhvervsudvikling ved vestkysten”, har fået 1,45 mio. kr. fra Den Europæiske Union (Den Europæiske Fond for Regionaludvikling) gennem INTERREG 4 A-programmet Syddanmark-Schleswig-K.E.R.N.

INTERREG 4 A-programmet Syddanmark-Schleswig-K.E.R.N. har i perioden frem til 2013 ca. 330 mio. til rådighed til at støtte grænseoverskridende projekter. Programmet er medfinansieret af Den Europæiske Union, Den Europæiske Fond for Regional Udvikling.

INTERREG-Udvalget består af medlemmer fra begge sider af grænsen. I alt er der 27 medlemmer fra kommuner, statslige og delstatsrepræsentanter, nationale mindretal, organisationerne fra områderne arbejdsmarked, erhvervsliv, højere læreranstalter, miljø og ligestilling, parterne bag INTERREG-programmet samt EU-Kommissionen. En af udvalgets opgaver er at behandle projektansøgninger.

APPFWU01V